Nysted Sauna og Havbad får støtte på en million

Guldborgsund Kommunes økonomiudvalg har i dag valgt at prioritere en million kroner til etableringen af Nysted Sauna og Havbad. Havbadet og saunaen skal skabe endnu mere liv og aktivitet i området omkring den gamle kalkværksbro i Nysted.

04. aug 2020

Indhold

    Intentionen er at skabe en badeanstalt, der året rundt kan være samlingspunkt for badegæster, vinterbadere og saunagængere. Faciliteterne vil desuden være handicapvenlige.

    De seneste par sæsoner er vinterbadningen blevet mere og mere populært, og derfor er det vigtigt med gode faciliteter til denne fritidsaktivitet rundt om i kommunen. Nysted Sauna og Havbad vil imødekomme en efterspørgsel på gode faciliteter til at dyrke det kolde gys.

    ”For mig handler projektet om, at Nysted fortsat skal være et attraktivt sted at leve og bo. Det er afgørende for kommunen og for Nysted, at vi får igangsat projekter og sikret aktiviteter i lokalmiljøerne, som kan sikre, at flere mennesker flytter til og bliver boende,” siger borgmester John Brædder.

    Placeringen ved den gamle kalkværksbro er central både for byens faste beboere, campingpladsen og sommerhusområdet. Placeringen gør, at havbad og sauna kan være til glæde for både byens faste borgere og turister.

    ”Jeg er glad for at vi i dag i Økonomiudvalget kunne blive enige om at prioritere den økonomiske hjælp til borgere og frivillige i Nysted, som har arbejdet hårdt på projektet i efterhånden flere år. De har gjort en kæmpe indsats for deres by. Det er klart, at vi som kommune skal være en del af det momentum, som de frivillige kræfter lægger for dagen i Nysted,” forklarer John Brædder.

    Projektet har et samlet anlægsbudget på næsten tre millioner og får desuden støtte fra Nordea-Fonden.