SFO-start udskydes for alle børn i Guldborgsund

Det skal være trygt og rart at skifte fra børnehave til SFO. En ny aftale mellem Guldborgsund Kommune og det private område sikrer, at alle børnehavebørn venter med at begynde i SFO, indtil dagtilbud og skoler åbner igen.

27. mar 2020

Indhold

    I disse dage plejer afskedsfester og goddag-arrangementer at fylde meget for de største børnehavebørn og deres forældre. For i et helt almindeligt forår er 1. april den dato, hvor cirka 500 børn her i Guldborgsund siger farvel til børnehaven og goddag til SFO’en.

    I år kan hverken afskedsfesterne eller goddag-arrangementerne afholdes, for alle dagtilbud og skoler er som bekendt lukket. Men det skal ikke gå ud over børnenes store skift, lyder det enstemmigt fra kommunens og de private dagtilbuds side. Derfor har parterne torsdag indgået en aftale, som sikrer, at alle børn først siger farvel til børnehaven og goddag til SFO’en, når hverdagen igen er normal.

    ”Vi skal tænke på børnene i denne situation, og det er vigtigt, at overgangen mellem børnehave og SFO og skole bliver en god og spændende oplevelse. Som følge af coronaudbruddet vil et skift lige nu ske uden fejring og de sædvanlige traditioner, og det ønsker vi ikke for hverken børn, forældre eller institutioner. Med aftalen kan alle således være trygge, og børnene og deres forældre ved, hvor de hører til,” siger Simon Hansen, der er formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget i Guldborgsund Kommune.

    Aftalen indebærer også, at selvom børnene bliver ved med at være børnehavebørn lidt endnu, så overgår forældrebetalingen til SFO-takst den 1. april som planlagt. Det har mange forældre kalkuleret med, og derfor har det været vigtigt for aftaleparterne, at der heller ikke her sker forandringer som følge af coronasituationen.

    Aftalen gælder for alle børn i kommunen, uanset om børnene går i en kommunal eller privat børnehave. Simon Hansen vil i den forbindelse gerne kvittere for et godt og konstruktivt samarbejde med de private dagtilbud.

    ”Jeg er rigtig glad for, at vi har kunnet lave den her aftale sammen. Vi har haft et godt og effektivt samarbejde, hvor børnene har været omdrejningspunktet. Det er vigtigt, at vi favner alle børn i Guldborgsund Kommune, uanset hvor de går i børnehave,” siger Simon Hansen.