Skip to main content

TV2 ØST-løbet er aflyst

Første søndag i maj er traditionen tro lig med løbefest i TV2 ØST’s sendeområde, når der er TV2 ØST-løbet. Men sådan bliver det ikke i år. Arrangørerne bag har nemlig aflyst løbet på grund af coronakrisen.

27. mar 2020

Indhold

    ”Det er naturligvis ærgerligt, at vi for første gang i løbets historie må aflyse, men intet må skygge for, at vi kommer coronavirus til livs. Med tanke på at rigtig mange arrangementer i disse dage flyttes til efter sommerferien, giver det ikke mening at presse TV2 ØST-løbet ind i en i forvejen hårdt presset løbskalender.  Så hellere vente til den første søndag i maj næste år, hvor jeg glæder mig til at byde rigtig mange velkommen til et flot løbsarrangement i Nykøbing Falster”, siger Vagn Petersen, der er administrerende direktør for TV2 ØST.

    Vi ses næste år
    I Guldborgsund Kommune er der blevet arbejdet målrettet på at kunne vise Nykøbing Falsters by og natur frem for deltagerne.

    ”Jeg er meget ærgerlig over, at løbet skal aflyses. Vi havde glædet os meget til at afholde TV2Øst løbet hos os i Guldborgsund Kommune for første gang. Men situationen taget i betragtning er det selvfølgelig den rigtige beslutning, og så glæder vi os bare til at vise vores flotte hovedby frem i 2021”, siger Formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune Martin Lohse.

    Vi står klar
    Alle tilmeldte har i dag fået en mail med oplysninger om aflysningen og proceduren om tilbagebetaling af deltagergebyret.

    ”Vi er klar til at hjælpe deltagerne med at få refunderet deltagergebyr og andre spørgsmål, der måtte opstå i kølvandet. Det er brandærgerligt at måtte aflyse eventen, hvor de lokale løbeklubber havde lavet nogle fantastiske ruter. Heldigvis kan vi bruge dem igen næste år, så vi lige nu kan bidrage til, at coronavirus kommer under kontrol”, siger Lasse Russotti, der er projektleder i DGI Midt- og Vestsjælland.

    Vil du med næste år?
    TV2 ØST-løbet vender tilbage 2. maj 2021 i Nykøbing Falster. Man kan allerede nu tilmelde sig på http://app.lap.io/event/2021-tv2-oest-loebet/register