Udvalg vil styrke elevoptag på lokale ungdomsuddannelser: CELF og SOSU Nykøbing Falster skal overtage kommunens 10. klassetilbud

Børn, Familie og Uddannelsesudvalg i Guldborgsund Kommune lægger op til, at kommunens 10. klassetilbud fra næste skoleår flyttes til CELF og SOSU Nykøbing Falster. Sagen skal nu i høring, inden byrådet tager endelig stilling på byrådsmødet i december.

16. nov 2020

Indhold

    Mange af de unge i Guldborgsund Kommune, der i dag tager en 10. klasse, vælger senere hen en ungdomsuddannelse.

    Derfor vil Børn, Familie og Uddannelsesudvalget i Guldborgsund Kommune fra skoleåret 2021/22 flytte kommunens 10. klassetilbud fra Sophieskolen i Nykøbing Falster til CELF og SOSU Nykøbing Falster.

    Formålet er at give de unge en bedre forudsætning for at vælge uddannelse og samtidig styrke elevoptaget på de lokale ungdomsuddannelser.

    Et enigt udvalg på mandagens udvalgsmøde besluttede at sende forslaget i høring, og herefter er det op til byrådet at træffe den endelige beslutning.

    Simon Hansen, formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget, siger:

    ”Vi har et stort ønske om at styrke overgangen fra vores folkeskole til vores lokale ungdomsuddannelser, og det gælder både erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser. Ved at lade CELF og SOSU Nykøbing Falster stå for undervisningen og huse vores 10. klasse tilbud er vi overbevist om, at vi gør det nemmere for vores 10. klasses elever at vælge en uddannelse direkte efter folkeskolen. Vi er sikre på, at når du som elev bliver en del af et fagligt miljø med mange forskellige uddannelser, så får du øjnene op for alle de muligheder, der faktisk er for at vælge en uddannelse, som passer til dit behov,” siger Simon Hansen.

    Indretter særligt studiemiljø

    Michael Bang, administrerende direktør for CELF, vil gøre alt for, at kommunens 10. klasses elever får nogle gode omgivelser på CELF, som de kan trives i.

    ”Vi glæder os til at tage imod elevene på Merkurs Plads i Nykøbing, hvor der vil blive indrettet et særligt studiemiljø til 10. klasserne. Her vil eleverne komme helt tæt på flere forskellige ungdomsuddannelser, både de gymnasiale og erhvervsuddannelser,” siger Michael Bang.

    Steen Frederiksen, direktør for SOSU Nykøbing Falster, ser et stort potentiale i det nye samarbejde mellem CELF og SOSU Nykøbing Falster.

    ”Ved at flytte 10. klassecenteret tæt på ungdomsuddannelserne, håber vi, at det i højere grad end i dag bliver begyndelsen på elevernes fremtidige uddannelsesforløb. Vi tror, at det vil være værdifuldt, at eleverne på den måde lærer ungdomsuddannelserne at kende ved, at de bliver en del af uddannelsesmiljøet gennem hele deres 10. klasse, ” forklarer Steen Frederiksen.

    115 elever er p.t. tilmeldt 10. klassetilbuddet på Sophieskolen. Disse elever fortsætter deres forløb på Sophieskolen, inden det nye 10. klassetilbud på CELF træder i kraft fra skoleåret 2021/22, hvis det besluttes i byrådet.

    Fakta om sagen

    Formålet med kommunens 10. klassetilbud er at hjælpe unge, som efter grundskolen har behov for yderligere faglig kvalificering og afklaring af uddannelsesvalg for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.

    Guldborgsund Kommune skal fortsat betale for driften af 10. klassetilbuddet, hvis byrådet beslutter, at CELF og SOSU Nykøbing Falster skal stå for undervisningen og samtidig huse uddannelsestilbuddet.

    Sagen er nu sendt i høring hos de relevante parter, og høringsfristen udløber den 2. december. Herefter vil politikerne gennemgå høringssvarene, og byrådet kan således tage endeligt stilling til sagen på sit møde den 10. december.

    For yderligere information kontakt:

    Simon Hansen, formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget: 25 18 18 16.

    Michael Bang, administrerende direktør for CELF: 61 63 28 00.

    Steen Frederiksen, direktør for SOSU Nykøbing F.: 91 17 78 25.

    Emil Andersen, kommunikationskonsulent i Guldborgsund Kommune: 25 18 01 73.