Gå til hovedindhold

Du er plejefamilie

Her finder du de informationer, du har brug for som plejefamilie i Guldborgsund Kommune.

Dekorativt

Indhold

    Når du har haft et barn i aflastning, skal du indberette antallet af døgn til Børn & Familie. Du indberetter dine oplysninger via følgende link:

    Selvbetjeningslink til indberetning af aflastning (nyt vindue)

    Har du anvendt barnepige til et plejebarn, skal barnepigen indberette timerne til Børn & Familie. Barnepigen indberetter oplysningerne via følgende link:

    Selvbetjeningslink til indberetning af barnepigetimer (Nyt vindue)

     

    Kommunen har ret til at planlægge, at alle 5 ugers ferie skal afholdes, og afviklingen er hvert år fastsat til ugerne 7+28-29-30+42.

    Hvis du har andre ferieønsker, skal de indberettes til Børn & Familie senest den 1. februar hvert år. 

    Du indberetter ferie på følgende link:

    Selvbetjeningslink til indberetning af ferie (Nyt vindue)

    Det er IKKE muligt at få udbetalt 5. ferieuge jf. Ferielovens § 15, stk. 2. Klik her for at se reglerne (nyt vindue).

    Når du skal have godtgjort dine udgifter til bevilget kørsel eller anden transport, skal du indberette transporten til Børn & Familie. Du indberetter kørsel på følgende link:

    Selvbetjeningslink til indberetning af kørsel (Nyt vindue)

    Der kan bevilges dækning af befordringsgodtgørelse til 2 kursusdage årligt. Kørslen afregnes efter statens laveste takst, og efter korteste rute målt på Krak.dk. Klik her for at finde den korteste rute på Krak.dk (nyt vindue).

    Aflastningsopgaver

    Vi søger godkendte plejefamilier, der har lyst, tid og overskud til at have børn/unge i aflastning på weekend-basis.

    Børnene er i alderen fra 3-14 år, og har hver især forskellige behov, som kan være en udfordring for plejefamilien.

    Aflastningen vil typisk være 1-2 weekender pr. måned, enkelte hverdage og eventuelt en uges ferie.

    Ønsker I at høre nærmere, kan I kontakte familieplejekonsulenterne. Klik her for at se oversigten over familieplejekonsulenter.

    Som plejefamilie modtager I skattepligtig plejeløn, når I har et barn i pleje.

    Plejelønnen består af et antal vederlag, som fastsættes ud fra en vurdering af plejebarnets situation og de krav, der stilles til plejefamilien. Plejelønnen beskattes som A-indkomst.

    Der er faste takster for kost og logi samt tøj- og lommepenge. Taksterne er bestemt af barnets alder. Derudover kan I søge om at få dækket ekstraordinære udgifter til medicin, lektiehjælp, transport m.v. Alle disse beløb er skattefri.

    Kontrakten med Guldborgsund Kommune

    Som plejefamilie bliver den ene af jer ansat på kontrakt. Lønnen bliver udbetalt til den, der står på kontrakten. Kontrakten er plejefamiliens ansættelsesbevis, og indeholder aftaler om:

    • Vederlagets størrelse (plejelønnen)
    • Eventuelle særlige udgifter
    • Opsigelsesregler
    • Forsikringsforhold
    • Samarbejdet med barnets forældre
    • Tilsyn og vejledning

    Tilsyn

    Det driftsorienterede tilsyn

    Det driftsorienterede tilsyn udføres af Tilsyn Øst, der har givet jer en generel godkendelse som plejefamilie (herunder som generelt godkendt kommunal plejefamilie). Tilsynet skal sikre, at I stadig lever op til de krav, I opfyldte, da godkendelsen blev givet. Klik her for at læse mere om Tilsyn Øst (nyt vindue).

    Men udover at føre kontrol med forholdene i plejefamilien, handler tilsynet også om at fastholde og udvikle kvaliteten i plejefamiliens arbejde.

    Tilsyn Øst skal blandt andet sikre sig, at I ikke har flere plejebørn eller mere belastede plejebørn, end godkendelsen dækker, og at forholdene i jeres familie ikke har ændret sig, så det ændrer på forudsætningerne for godkendelsen.

    Det personrettede tilsyn

    Den kommune, der har anbragt plejebarnet, har ansvaret for det personrettede eller specifikke tilsyn. Dette tilsyn er rettet mod barnet eller den unge og mod, hvordan det går i anbringelsen. Kommunen skal specielt i de første måneder efter anbringelsen være opmærksom på, hvordan anbringelsen forløber - så man undgår sammenbrud og eventuelt kan justere handleplanen efter tre måneder.

    Det personrettede tilsyn skal også vise, om der er ændringer i anbringelsesforløbet, som medfører nye behov i plejefamilien, eksempelvis supervision.

    Løn og plejevederlag

    Løn til plejefamilier hedder vederlag. Vederlaget er en skattepligtig indkomst. Antallet af vederlag fastsættes af Børn & Familie, og afhænger af opgavens omfang og kompleksitet. Vi fastsætter vederlagets størrelse med udgangspunkt i Kommunernes Landsforenings (KL's) vejledning. Antallet af vederlag revurderes som udgangspunkt en gang årligt.

    Kost og logi

    Ud over plejevederlaget får I udbetalt et skattefrit beløb, som skal dække udgifterne til kost og logi samt de almindelige daglige udgifter, der er forbundet med plejebarnets ophold hos jer.

    Tøj- og lommepenge

    Gælder ikke for aflastningsfamilier.
    Barnet modtager tøjpenge fra fødslen og lommepenge fra det fylder tre år. Beløbene bliver reguleret efter alder og indsættes månedsvis på plejefamiliens NEM-konto.

    Særlige udgifter

    Hvis I er fuldtidsplejefamilie, skal I stille et møbleret og godkendt værelse til rådighed for barnet. Hvis barnet har brug for særligt udstyr, kan I søge om at få dækket udgiften hos barnets sagsbehandler i Børn & Familie.
    Hvis I er aflastningsfamilie, gælder det, at de biologiske forældre (forældremyndighedsindehaverne) som udgangspunkt skal levere det nødvendige eksempelvis barnestol, bleer, tøj og lignende.

    Opsigelse

    Inden for de første tre måneder kan plejefamilien eller den anbringende myndighed opsige kontrakten med 14 dages varsel. Herefter kan kontrakten opsiges med 30 dages varsel. Udbetaling af vederlag ophører 14 eller 30 dage efter datoen for opsigelsen. Børn & Familie vil altid sende en skriftlig opsigelse.
    I får udbetalt kost og logi, indtil barnet ikke bor hos jer mere.

    Løn vilkår og takst - aflønning af plejefamilier

    Aflønninger følger KL (Kommunernes Landsforening) takst tabel.

    Plejebarns 1. sygedag

    Ligesom andre børn bliver plejebørn indimellem syge. Om du som plejeforældre har ret til at holde barns 1. sygedag for dit plejebarn afhænger blandt andet af, om du har civilt job, og om du er offentligt eller privat ansat.

    Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte familieplejekonsulenterne. Klik her for at se oversigten over familieplejekonsulenter.

    Forsikringsforhold

    Det forudsættes, at plejefamilien har en kombineret ansvars/ulykkesforsikring, der dækker personskader, forvoldt af plejebarnet på plejefamilien, tredjemand eller tingskader forvoldt af plejebarnet på tredjemands ejendom.

    Skader forvoldt af plejebarn, som ikke dækkes af plejefamiliens forsikring, kan søges dækket af kommunen, hvor skaden overstiger 300 kr.

    Plejefamilien har pligt til at tegne fornøden rejseforsikring i forbindelse med udlandsrejser, så barnet er forsikret med hensyn til sygdom, ulykke og hjemtransport i og uden for EU.

    Vejledende ydelseskatalog for døgnplejefamilier og aflastningsfamilier gældende fra 2024

    Dette vejledende ydelseskatalog henvender sig til døgnplejefamilier og aflastningsplejefamilier, som har anbragte børn og unge fra Guldborgsund kommune. 

    Guldborgsund kommunes anbringelsesområde, er organiseret i to forskellige enheder. 
    Børn i alderen 0-14 år er under Børn og familie. Unge i alderen 15-17 år er under Unge og uddannelse.

    Ydelseskataloget beskriver, hvilke udgifter der dækkes i forbindelse med forsørgelsen af børn og unge anbragt uden for hjemmet.

    Derudover beskriver ydelseskataloget, hvordan du ansøger om tilskud, hvad du som rettesnor kan forvente, at der ydes tilskud til (og hvor meget), samt hvad vi forventer, der indeholdes i omkostningsdel. 

    Taksterne i dette ydelseskatalog revideres årligt. 

    Guldborgsund kommune tager forbehold for organisatoriske og økonomiske ændringer og justeringer, hvorfor ydelseskataloget kun er vejledende. Omkostningsdel = Kost-og-logi-beløbet
    Kost- og logibeløbet er forudbetalt, og skal dække den løbende forsørgelse af plejebarnet i form af udgifter til kost, logi og daglige fornødenheder.

    Desuden udbetales et beløb til at dække lommepenge og beklædning. Der udbetales ikke lommepenge til børn under 3 år.

    Eksempler på, hvad der er indeholdt i omkostningsdel fra 0-17 år:

    • Logi/husleje, lys, vand, varme og lignende.
    • Renovering og vedligeholdelse af værelse samt genanskaffelse af seng, stol, bord, sengetøj etc.
    • Kost, selvvalgt special kost og diæt. inkl. skolemælk, frugtordninger og lignende.
    • Anskaffelse og brug af mobiltelefon, tv, computer/tablet/spillekonsol, samt abonnement til internet, spillekonsol mv.
    • Ansvars-, ulykkes- og rejseforsikring, knallertforsikring samt evt. arbejdsskadeforsikring.
    • Hygiejne, f.eks. sæbe, shampoo, luseshampoo, bleer, creme, deodorant, hygiejnebind etc.
    • Tøjvask.
    • Medicin, som ikke er lægeordineret, samt medicin som ikke er permanent, f.eks. penicillin.
    • Vaccinationer ved udlandsrejser.
    • Pas, foto og visum.
    • Bleer til børn op til 6 år.
    • Frisør.
    • Gaver (mor, far, søskende, kammerater m.v.)
    • Reparationer af cykel og knallert inkl. punktering samt hjelm og cykellygter.
    • Skoleremedier (taske, penalhus, passer, lineal, lommeregner o.l.)
    • Aldersrelevant legetøj og spillekonsoller.
    • Fritidsaktiviteter og udstyr.
    • Skolefoto.
    • Bus-,tog-og rejsekort til skole/ungdomsuddannelse/praktik samt fritidsaktiviteter m.v.
    • Udgifter til lektiehjælp.
    • Babysitter/barnepige ved forældremøder, biograf/teaterbesøg, kurser o.l.
    • Indgangsbilletter m.v.
    • Afgifter, bøder.
    • Kørsel til daginstitution, skole, læge, tandlæge, kammerater, fritidsaktiviteter.
    • Løbende opsparing til ferie, lejrskole, studierejser, eksamen/studenterfest og konfirmation, o.l.
    • Indbetaling til klassekasse og skolerejser.

    Øvrige udgifter

    Der er udarbejdet nedenstående liste, som er retningsgivende i forhold til, hvilke udgifter forvaltningen kan dække samt i hvilket omfang. Listen er ikke udtømmende.

    Plejefamilien skal ansøge om eventuel dækning af øvrige udgifter, der ligger uden for omkostningsdelen inden udgiften afholdes. 

    • 0-14 år ansøges hos familieplejekonsulent.
    • 15-17 år ansøges hos ungerådgiver.

    Er du i tvivl om, hvad der kan ansøges til, er du altid velkommen til at kontakte din familieplejekonsulent eller ungerådgiver for spørgsmål.

    Eksempler på øvrige udgifter

    Etableringsudgifter

    Som plejefamilie skal I stille et værelse til rådighed med almindeligt indbo - seng, bord, stol, reol, opbevaring til tøj, der tages hensyn til at værelset er indrettet alderssvarende til barnet/unge. Det forventes ligeledes, at der lidt alderssvarende legetøj til barnet/unge ved indflytning.

    Hvis et plejebarn mangler tøj og fodtøj ved indflytning til en plejefamilie, kan det være nødvendigt at opgradere barnets garderobe til en start, som en del af etableringen. Barnet/unge vil fra starten af anbringelsen modtage beklædningsgodtgørelse månedligt, derfor vil der kun blive dækket det nødvendige beklædning til en opstart.

    Hvis I skal have et spædbarn eller et lille barn i døgnpleje, skal plejefamilien drøfte med familieplejekonsulenten om der kan være barnevogn, klapvogn, autostol, babyalarm, højstol m.v. som kan lånes af forvaltningen. Ellers kan det bevilges som en del af etableringsudgiften. 

    Maksimum pris ved indkøb:

    • barnevogn kr. 3500
    • puslebord kr. 1200
    • klapvogn kr. 1800
    • højstol kr. 500
    • babyalarm kr. 500

    Udstyret må gerne købes brugt. Efter endt brug leveres det retur til forvaltningen i rengjort stand.

    Guldborgsund kommune følger KL’s takst for maksimumbeløb kr. 11.245 (2024) til dækning af etableringsudgifter. Og vil bero på en konkret og individuel vurdering ud fra barnets/unges behov.

    Når et plejebarn skal flytte ind, vurderer familieplejekonsulenten/ungerådgiver sammen med plejefamilien behovet for det nødvendige indkøb til barnet, inden indkøb påbegyndes.

    Det forventes at udgiften til etablering er afviklet inden for de første 3 mdr. af anbringelsen og skal dokumenteres med kvitteringer for de indkøbte ting.

    Dyne, pude, sengelinned

    Første sæt dækkes af etableringsydelsen - ved genanskaffelse skal det dækkes af omkostningsdel.

    Autostol

    Det skal undersøges med familieplejekonsulenten, om der er en autostol til udlån.
    Maksimumsbeløb:

    • 0-13 kg: kr. 1300
    • Fra 9-36 kg: kr. 2000
    • Over 30 kg: kr. 1500 

    Stolen leveres retur til forvaltningen efter endt brug rengjort og fuld funktionelt. Ved tvivl kontakt jeres familieplejekonsulent. Autostole skal være godkendt. Må gerne købes brugt.

    Klapvogn

    Kan kun bevilges, hvis der ikke i forvejen er bevilget indskrivningsgebyr. Ellers skal udgiften afholdes af etableringsbeløbet.


    Der kan ydes tilskud til klapvogn med maksimumbeløb på kr. 1800. Må gerne købes brugt.
    Klapvognen leveres retur til forvaltningen efter endt brug - rengjort og fuldt funktionel. Ved tvivl kontakt jeres familieplejekonsulent.

    Befordringsgodtgørelse

    Der ydes kørselsgodtgørelse i forhold til de konkrete opgaver med plejebarnet, til det der ligger væsentligt ud over den kørselsaktivitet, en familie almindeligvis har med egne børn. 

    Der ydes kørselsgodtgørelse efter statens laveste takst til kørsel som er bevilliget i kontrakten.

    Der kan bevilliges kørselsgodtgørelse til følgende:

    • Kørsel til/fra samvær. Medmindre den unge er selvtransporterende og får dækket udgiften til et rejsekort.
    • Ved samvær under 4 timers varighed, dækkes kun én kørsel frem og tilbage, hvis der er færre end 50 km mellem plejefamilien og samværsstedet.
    • Bevilgede behandlingsforløb.
    • Besøg hos speciallæge.
    • Henvist psykologforløb.
    • Obligatoriske kurser (2 kurser årligt).
    • Supervision.
    • Møder med forvaltningen.

    Ved kørsel til sygehus og henvist speciallæge dækkes dette under 50 km. Ved kørsel over 50 km kan alle km søges dækket via regionen.

    Kørsel til distriktsskolen dækkes ikke. 
    Kørsel til specialskole/anden skole som barnet er visiteret til fra skoleforvaltningen skal dækkes jf. Folkeskoleloven. 

    Kørslen skal indberettes elektronisk på Guldborgsund kommunes hjemmeside minimum hvert kvartal. Følg dette link.

    Behandling ved læge, fysioterapeut m.v.

    Behandling skal være lægeordineret, samt dokumenteret af sundhedsfagligt personale og godkendt af rådgiver, som afholder udgiften til f.eks. behandling hos følgende:

    • Fysioterapeut
    • Kiropraktor
    • Zoneterapeut
    • Fodterapeut
    • Osteopat 

    Briller og kontaktlinser

    Brilleglas ydes efter regning, når en nødvendig udskiftning er påkrævet. F.eks. ved synsændringer, ny størrelse når barnet/unge vokser eller ved ridser og skader på glas.

    Tilskud til stel ydes med maksimumbeløb kr.1000.

    Tilskud til kontaktlinser ydes med max. beløb kr. 300 pr. md.

    Har plejebarnet et synshandicap, eller er der andre særlige forhold, der gør sig gældende, vurderes sagen i samråd med rådgiver.

    Tablet / mobiltelefon / PC / spillekonsol

    Der gives ikke tilskud til tablet/PC til børn under 6 år.
    Der gives ikke tilskud til mobiltelefon/spillekonsol til børn under 10 år. 

    I forbindelse med etableringen, eller hvis barnet har været anbragt under 2 år, kan der ud fra en konkret vurdering ansøges om tilskud til en tablet, spillekonsol eller en mobiltelefon, hvis det skønnes at være en nødvendighed for barnet at kunne tilgå sociale medier, eller til at have kontakt til netværk og venner.

    Der ydes tilskud på maksimum:

    • Tablet / mobiltelefon: 2.000 kr.
    • PC: 3.000 kr.
    • Spillekonsol: 3.000 kr. 

    Har barnet været anbragt i 2 år eller mere, samt ved genanskaffelse, forventes det at der er sparet op af omkostningsdelen til indkøb af nyt udstyr.

    Hvis forvaltningen giver afslag på tilskud til PC, kan der søges i ”Børnenes IT-fond”. 

    Det anbefales at købe en elektronikforsikring i forbindelse med køb af tablet/mobiltelefon/PC. Udgiften hertil afholdes af omkostningsdelen - ligesom abonnement til spillekonsol afholdes af omkostningsdelen. 

    Cykel

    I forbindelse med etablering, eller ved første anskaffelse, kan der ydes et engangstilskud til cykel inkl. lovpligtigt udstyr, cykelhjelm og godkendt lås.

    • Til børn mellem 3-5 år ydes der et tilskud på op til 1500 kr.
    • Til børn mellem 6-8 år ydes der et tilskud på op til 2500 kr.
    • Til børn mellem 9-17 år ydes der et tilskud på op til 3500 kr. 

    Ved genanskaffelse af cykel (ex: når cyklen skal udskiftes til større i takt med at barnet vokser) ydes der et tilskud på maksimum 2000 kr. Der kan ansøges hvert 3. år 

    Dåb

    Der kan søges om tilskud på maksimum kr. 2500, hvis plejefamilien afholder dåben.

    Derudover kan der søges om kuvertpris på maksimum kr. 300 til biologiske forældre, søskende og bedsteforældre.

    Bestemmelsen gælder for dåb eller navngivning og tilsvarende arrangementer i andre trossamfund.  

    Konfirmation

    Der bevilges tilskud til tøj og fest jf. KL’s aktuelle takst, efter ansøgning hos familieplejekonsulenten. Maksimumbeløb kr. 6900 (2024).

    Hertil kan der søges om tilskud til gave, beløb kr. 649.

    Derudover kan der søges om kuvertpris på maksimum kr. 300 til biologiske forældre, søskende og bedsteforældre.

    Bestemmelsen gælder for konfirmation og tilsvarende
    arrangementer i andre trossamfund samt for ”nonfirmation”.

    Tilskuddet følger barnet og ydes kun til 1 fest.  

    Ferietilskud

    Til børn mellem 0-2 år kr. 2000
    Til børn fra 3 -17 år kr. 3000

    Kost under ferien bliver afholdt af omkostningsdel.

    Beløbet kan ansøges hos:

    • 0-14 år: familieplejekonsulenten – Børn og familie.
    • 15-17 år: ungerådgiver – Unge og uddannelse. 

    Gaver

    Der ydes tilskud til gaver til barnet/unge ved fødselsdag og jul efter KL´s vejledende takster, og beløbene udbetales automatisk.

    Medicin

    Der dækkes udgift til lægeordineret medicin som følge af kronisk/langvarig sygdom. 

    Udgift til P-piller/P-stav og øvrig prævention dækkes. 

    Institutionsbetaling

    Udgiften til kommunal dagpleje, daginstitution, SFO og klubtilbud afholdes af Guldborgsund kommune.

    Ønskes plejebarnet indskrevet i en privat pasningsordning, skal det ske i samråd med familieplejekonsulent og godkendes af myndighedsrådgiveren.
    Udgiften til privat pasningsordning kan afholdes af Guldborgsund kommune. 

    Guldborgsund kommune dækker ikke udgiften til privatskole.

    Forsikring

    Det anbefales at plejefamilien kontakter deres forsikringsselskab, således at der bliver tegnet den rette kombinerede ansvars- og fritids-/ulykkesforsikring for plejebarnet, der dækker person- og tingskader forvoldt af plejebarnet hos plejefamilien, eller på tredjemands ejendom.

    I forbindelse med udlandsrejser anbefales plejefamilien ligeledes at tegne rejseforsikring, så plejebarnet er forsikret med hensyn til sygdom, ulykker og hjemtransport i og udenfor EU.

    Udgifter til forsikring dækkes af omkostningsdel.

    Guldborgsund kommune har ikke en forsikring, der dækker døgnanbragte børn eller børn i aflastning. Kommunen har ikke lovhjemmel til at tegne sådanne forsikringer. Skader forvoldt af et barn i pleje eller aflastning, der ikke er dækket af en forsikring, er kommunen uvedkommende og alle tvister om erstatning i disse tilfælde skal derfor afklares mellem skadelidte og den erstatningsansvarlige / forsikringsselskab.

    Bleer / vådliggerlagen / inkontinens 

    Ansøges hos rådgiver

    Bleer til børn 0-6 år dækkes af omkostningsdel.

    Udgifter til bleer og vådliggerlagen til børn over 6 år, kan ansøges hos barnets rådgiver.

    Hvis bleen ikke holder tør (f.eks. pga. funktionsnedsættelse, urolig nattesøvn eller lign.) kan der være merudgifter ud over køb af bleer. Der kan bl.a. bevilges tilskud til ekstra vask ved hyppig/daglig vask af tøj, sengetøj, dyne/hovedpude pga. inkontinens eller gennemvædning af bleer.

    Hvis det har været nødvendigt at anvende magt i plejefamilien, skal sagsbehandleren underrettes.

    Det er efter straffeloven forbudt at anvende magt overfor plejebarnet. Det gælder både nedværdigende behandling, vold, fastholdelse eller isolation, medmindre der er tale om selvforsvar (nødværge).

    Hvis du i en konfliktsituation har anvendt magt overfor plejebarnet, skal du straks orientere sagsbehandleren og din familieplejekonsulent.

    Plejefamilier har tavshedspligt.

    Tavshedspligten betyder, at plejefamilien ikke må videregive oplysninger om hverken barnet eller dets families forhold. Det er strafbart at bryde tavshedspligten. Tavshedspligten gælder også efter kontraktens ophør.

    Plejefamilier er omfattet af den skærpede underretningspligt.

    Plejefamilier er personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentlig hverv, og det betyder, at I skal underrette kommunen, hvis I som plejefamilie får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte, eller at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.

    Med indførelsen af Barnets Reform i 2011 fik pleje- og netværksfamilier ret og pligt til at deltage i 2 kursusdage årligt - og dette er en forudsætning for at kunne beholde plejetilladelsen.

    Der kan bevilges befordringsgodtgørelse til 2 kursusdage årligt, hvis de er arrangeret af Guldborgsund Kommune. Kørslen afregnes efter Statens laveste takst, og efter korteste rute målt på Krak.dk. Klik her for at finde den korteste rute på Krak.dk (nyt vindue).

    Som følge af en lovændring i 2012 er kurser som holdes af Guldborgsund Kommune forbeholdt plejefamilier, der har børn anbragt af Guldborgsund Kommune.

    Har du forslag og idéer til kommende kurser, kan du kontakte familieplejekonsulenterne. Klik her for at se oversigten over familieplejekonsulenter.

    Kurser for familieplejen 

    Der udbydes kurser fra 12 kommuner.

    Børnehjælpsdagen

    Børnehjælpsdagen arrangerer løbende aktiviteter for anbragte børn og deres plejefamilier.

    Klik her for at følge med i deres aktuelle tilbud (nyt vindue).

    Kontakt

    Center for Trivsel og Social Indsats

    Plejefamilie, plejefamiliekonsulenter

    Send Digital Post (kræver MitID)