Plejeorlov
Du kan søge om plejeorlov til at tage dig af en nærtstående, der ønsker at dø hjemme.
Du kan få plejevederlag og orlov fra dit job, hvis din slægtning eller nære ven er døende, og du kan varetage plejen i dit eget eller din pårørendes hjem.
Plejeorlov vil sige, at du holder helt eller delvist fri fra dit arbejde og får plejevederlag fra den kommune, hvor du skal pleje den syge.
Betingelserne for at få plejevederlag er:
- at en læge har vurderet, at den døende er terminal. Det vil sige, at den syge har kort levetid tilbage, og at videre behandling alene har et lindrende formål
- at den døende har et plejebehov
- at plejen kan varetages i dit eller den døendes hjem
- at du og din nærtstående er enige om plejeordningen.
Der er stadig mulighed for at få hjælp og pleje fra kommunen, når du som pårørende plejer den døende. Den døende har f.eks. mulighed for at få hjemmehjælp, hjemmesygepleje, hjælpemidler og aflastningsophold.
Lovgrundlaget for plejevederlag ved pasning af døende er beskrevet i ældrelovens § 23, og det gælder uanset den døendes alder.
Alle kan søge plejeorlov. Der er ikke noget krav om, at du har en tilknytning til arbejdsmarkedet. Du kan således enten være lønmodtager eller for eksempel pensionist eller studerende. Hvis du er lønmodtager og dermed har en arbejdsgiver, har du ret til orlov.
Du skal søge om plejevederlag i den kommune, hvor du skal pleje den syge. Du kan få plejevederlag som godtgørelse for tabt arbejdsindtægt, hvis du opfylder kriterierne for at få sygedagpenge i tilfælde af egen sygdom. Beløbet kan dog ikke overstige den hidtidige indtægt.
Plejevederlaget kan ikke overstige din hidtidige indtægt. Beløbet svarer til 1,5 gange det sygedagpengebeløb, som du vil have ret til ved sygdom. Du får udbetalt et basisbeløb, hvis du ikke er berettiget til sygedagpenge.
Det er muligt at dele plejeopgaven og plejevederlaget mellem flere pårørende. Plejevederlaget kan i det tilfælde højst være 1,5 gange det maksimale sygedagpengebeløb.
Ved pleje i hjemmet ophører retten til plejevederlag ved plejeforholdets afslutning og senest 14 dage efter dødsfald.
Den syges indlæggelse af kortere varighed på sygehus el.lign. medfører ikke i sig selv, at plejevederlaget bortfalder.
Hvis plejeforholdet ophører af andre grunde end den plejekrævendes død, ophører plejevederlaget, når plejeforholdet afsluttes. F.eks. hvis den syge bliver indlagt på hospice for den sidste tid, ophører plejevederlaget dagen efter indlæggelsen.
Plejeren og den plejekrævende borger kan til enhver tid og uden varsel bringe plejeforholdet til ophør. Kommunen kan desuden undtagelsesvis beslutte, at plejevederlaget skal ophøre, hvis det viser sig, at pleje i hjemmet ikke mere kan anses for hensigtsmæssig; f.eks. fordi det skønnes for uforsvarligt.
Sådan søger du om plejevederlag
Ansøg elektronisk via Borger.dk. Du finder ansøgningsskemaet her:
Ansøgningsskema, plejevederlag
Du kan også søge ved at printe og udfylde et papirskema
Ansøgningsskema, plejevederlag, til print
Det udfyldte ansøgningsskema sendes til:
Center for Sundhed & Omsorg
Myndighed Team Ældre
Parkvej 37
4800 Nykøbing F