Gå til hovedindhold
Hjemmehjælp, pleje og hjælpemidler

Midlertidigt døgnophold - midlertidig plejehjemsplads

Det er muligt at bo midlertidigt på et plejehjem, hvis du har behov for aflastning, afklaring af dine behov for hjælp eller genoptræning.

Indhold

    Du kan for eksempel få brug for et midlertidigt ophold, hvis dit funktionsniveau pludselig falder, og du ikke kan klare dig i din egen bolig. 

    I de fleste tilfælde er det sygehuset og Guldborgsund Kommune, der arrangerer et midlertidigt ophold på et plejehjem. Men du kan også selv søge om det.

    Du udfylder en ansøgning om midlertidigt døgnophold og indsender den til Myndighedsafdelingen. Vi vil herefter behandle din ansøgning ud fra en konkret, individuel vurdering af dit behov for et ophold uden for hjemmet og sende en afgørelse til dig.

    Du finder ansøgningsskemaet …

    Du har mulighed for at søge om et midlertidigt ophold, hvis du bor i Guldborgsund Kommune og opfylder et eller flere af disse kriterier:

    • Du har brug for at samle kræfter fysisk, psykisk og socialt for igen at kunne klare dig i din egen bolig.
    • Du har brug for træning for igen at kunne klare dig i din egen bolig, eventuelt med hjælp og hjælpemidler.
    • Du er syg eller svækket, men ikke nødvendigvis har behov for at blive indlagt eller forblive på et sygehus.
    • Din ægtefælle, som normalt passer dig, kan ikke eller har brug for aflastning.
    • Du har behov for en vurdering af, om du kan blive boende i din nuværende bolig.
    • Du er godkendt til en plejebolig og kan midlertidigt ikke være i din nuværende bolig.
    • Du har et midlertidigt handicap og derfor behov for hjælp, men bor i en bolig, hvor kravene i Arbejdsmiljøloven ikke kan opfyldes for de medarbejdere, der skal hjælpe dig.
    • Du har en alvorlig, uhelbredelig sygdom og ønsker ophold på et plejehjem.

    Det koster 159 kr. pr. døgn for opholdet (2025). Beløbet dækker alle måltider, almindelige drikkevarer som mælk, saftevand, juice, kaffe og te, men ikke øl, samt leje af sengelinned og håndklæder. Du får tilsendt en regning efter opholdet.

    Du skal også selv dække kørselsudgifterne mellem dit hjem og det midlertidige døgnophold.

    Myndighedsafdelingen vurderer, hvor langt dit ophold skal være ud fra dine individuelle forhold. Som udgangspunkt kan opholdet vare op til 3 uger, men det afhænger af en faglig vurdering. 

    I Guldborgsund Kommune findes de midlertidige pladser primært på Solgården Plejehjem. 

    Adressen er:
    Solgårdsvej 7
    Herritslev
    4880 Nysted

    Hustelefon 25 18 10 04 (døgntelefon)

    Plejeboligleder telefon 25 18 25 42 (hverdage mellem kl. 08-15)
    Stedfortræder telefon 25 18 15 22 (hverdage mellem kl. 08-15)

    Der findes også enkelte pladser på Nørre Alslev Plejehjem, Toreby Plejehjem og Sømarken.