Nykøbing F forvandles og over de næste 10 år omdannes den tidligere erhvervshavn til en ny, oplevelsesrig bydel med boliger, adgang til vandet og grønne områder. Med kunst som drivkraft bindes havnen sammen med byens historiske centrum – Gågaden, Torvet og Latinerkvarteret.
Der skal skabes spændende passager, sigte og forbindelseslinjer, og mere attraktive byrum ved hjælp af kunst, der skaber bevægelse, fællesskab og synliggør byens unikke fortællinger.
Kunststrategien er udarbejdet af Guldborgsund Kommune med kunstfaglig rådgivning fra Lotte Boesen Toftgaard fra Umage, der har speciale inden for kunst i det offentlige rum.
Udviklingen af kunststrategien er funderet i ansatte fra kommunen samt medarbejdere fra relevante forvaltninger, projekterne i havneudviklingen og bymidte samt repræsentanter fra Guldborgsund Billedkunstråd, Fuglsang Kunstmuseum, Museum Lolland Falster, handelsstandsforeningen Vores Nykøbing samt en ungerepræsentant. Derudover er der afholdt dialogmøder.
Kunststrategien er støttet af Statens Kunstfond.