Gå til hovedindhold

Polaris

Her finder du information omkring Guldborgsund Kommunes Skole og Dagbehandlingstilbud for børn og unge i den skolepligtige alder, Polaris.

Ældre end 6 mdr.

Indhold

    Polaris er Guldborgsund Kommunes Skole og Dagbehandlingstilbud for børn og unge i den skolepligtige alder.

    Tilbuddet er etableret og drevet i et samarbejde mellem Center for Trivsel og Social Indsats og Center for Børn og Læring.

    Tilbuddet blev etableret d. 15/2 2016 og var på det tidspunkt grundnormeret til 15 børn.

     

    Polaris ligger centralt i Nykøbing på Poul Martin Møllersvej 1B og 1C 

     

    I tilknytning til behandlingstilbuddet i Nykøbing er der gode grønne arealer, bål hus, legeplads, shelter og der er ikke langt til sportshal, bibliotek, stor offentlig legeplads i nærheden og en del øvrige faciliteter.

     

    Polaris samarbejder med Eskilstrup skole som ved siden af sit almene skoletilbud også har et særligt tilrettelagt skoletilbud til børn der har et specialpædagogisk undervisnings/behandlingsbehov.

    De børn og unge der er tilknyttet Polaris går i Udviklingscentret på Eskilstrup skole. Udviklingscentret er en specialklasserække, der modtager visiterede børn og unge fra hele Guldborgsund Kommune.

     

    Børnene og de unge indskrives i Skole-dagbehandlingstilbuddet Polaris og UBC Eskilstrup ofte med omfattende sociale, følelsesmæssige og indlæringsmæssige vanskeligheder. De mødes af medarbejdere, som er robuste og relationskompetente, og som er i stand til at rumme børnenes og de unges følelser og adfærd og sammen med børnene og de unge kan forholde sig til og reflektere over dem. Medarbejderne tilbyder børnene og de unge netop de veltilrettelagte strukturer og relationer, som udgør de nødvendige betingelser for, at børnene og de unge kan begynde at arbejde konstruktivt på deres egen udvikling.  Medarbejderne tilbyder således børnene og de unge rammer og strukturer, som kan kompensere for børnenes og de unges egne umodne indre strukturer, og som børnene og de unge kan læne sig op ad og finde fornøden ro og tryghed i, mens de arbejder på deres udvikling. Endvidere tilbyder medarbejderne børnene og de unge nye relationserfaringer, som er anderledes end de vanskelige relationer, og de svigt og nederlag, som tidligere har udgjort børnenes og de unges erfaringsgrundlag.

    Polaris er et behandlingstilbud for børn med omfattende følelsesmæssige og sociale vanskeligheder. Vanskelighederne og forstyrrelserne er ofte opstået på grund af vanskelige vilkår i den tidlige alder.

    De visiterede børn og unge kan have forskellige diagnoser og udfordringer, det centrale er om det vurderes at det kan hjælpe barnet at være i Polaris.

    Børnene er intellektuelt set normaltbegavede eller tæt på normalområdet.

     

    Polaris er til børn og unge som har brug for længerevarende behandling i deres miljø og som samtidig har brug for at være i hjemmet. Det betyder også, at hjemmene er indstillet på at forandre og udvikle sig i takt med at barnet gør det, så barnet/den unges udvikling understøttes

    I langt de fleste tilfælde, er det en forudsætning at barnet/den unge har behov for specialundervisning efter Folkeskoleloven.

     

    Begge visitationer sker med baggrund i specifikke udredninger der viser at der er tale om behov for behandling og behov for specialundervisning.

    Børnene visiteres efter folkeskolelovens §3.2 og § 20.2, efter Servicelovens § 52.1 og § 52.3.3

     

    Det er tanken, at der på et senere tidspunkt åbnes mulighed for visitation kun til behandling i eftermiddagsdelen, og hvor barnet/den unge fortsat går på sin distriktsskole eller nuværende skoletilbud.

    Når børn og unge visiteres til Polaris via POLARIS-VIS, foregår skolegangen i Udviklings- og Behandlingscenter Eskilstrup (UBC), som er placeret ved Eskilstrup Børne- og Skolefællesskab på Eskilstrup Skole.

    Udviklingscentrets pædagogiske fundament hviler på psykodynamisk miljøterapi, tilgangen er indvævet i undervisningsdagen. Skoletilbuddet gælder for børn og unge på 0. til 10. klassetrin. Centret fællesskaber er sammensat efter elevernes alder, behandlingsbehov, faglighed og funktionsniveau. Gruppen af børn fra POLARIS er således placeret i flere forskellige fællesskaber afhængigt af behandlingsbehov mv. Længden af skoledagen følger timefordelingsplanen for folkeskolen. Skoledagenes længde afhænger af barnets klassetrin. I UBC går også andre børn eller unge, som er visiteret fra andre skoler end elever fra POLARIS. Forældresamarbejdet foregår på samme måde som for øvrige forældre på skolen, og man deltager i aktiviteter ligesom på andre skoler, dvs. at der er AULA, skole-hjemsamtaler, aktiviteter mv.

     

    Børn og unge i UBC bliver hentet af bus om morgenen, medmindre man bor så tæt på skolen, at man selv kan komme derhen. Om eftermiddagen køres børnene til Polaris efter endt skoledag. Elever i børnefælles-skabet POBØ (POLARIS Børn) kører kun med POLARIS personale. På onsdage i lige uger køres børnene direkte hjem efter skole, da personalet har mødedag.

    POBØ er et særligt fællesskab under tilbudsviften af behandling I Guldborgsund. POBØ er for de børn som typisk er nye på Polaris, og som har det største behandlingsbehov. POBØ rummer 6-7 elever i klassen og 3-4 voksne. POBØ ligger fysisk placeret i tilknytning til Eskilstrup Skole, men har begrænset sammenhæng med resten af Eskilstrup Skole. Aldersgruppen er 6 til ca. 12 år.

     

    UBC arrangerer undervisningen i fleksible børnegrupper, som matcher børnenes behov. Selvom der er fleksibilitet, er der samtidig en meget høj grad af ensartethed og miljøterapeutiske grundstrukturer, da børnene som regel trives bedst med meget høj grad af forudsigelighed og ensartethed. Den miljøterapeutiske tilgang med genkendelige strukturer er tydeligt gennemgående i alle børnefællesskaber.

    Børnene har det antal timer og de fag, som Folkeskoleloven forudsætter, men undervisningen kan både være i de traditionelle fag, for eksempel dansk, matematik eller organiseret som projekter, temaer, praksisorienterede læringsforløb eller eksterne aktiviteter. Fagene vil i så fald være indarbejdet i projekter og aktiviteter.

     

    Samarbejdet med hjemmene sker i sammenhæng med det miljøterapeutiske behandlingsarbejde. Det betyder, at der er ugentlig kontakt med hjemmene og der holdes fælles statusmøder hver 6. måned hvor også barnets sagsbehandler deltager.

    Polaris er en miljøterapeutisk behandlingsramme fra skoledagen begynder til børnene køres hjem om aftenen.

    For nogen af børnenes/de unges vedkommende er de der også hver anden weekend.  Polaris er desuden åben på alle ferie- og helligdag dage bortset fra 3 uger om året hvor der er lukket.

    Som udgangspunkt er Polaris opdelt i 2 børnegrupper og en ungegruppe.

    Grupperne er præget af faste strukturer og aktiviteter fra dag til dag og uge til uge, men der vil være forskel på hvor faste strukturerne er afhængigt af hvor belastede barnet/den unge er.

    Polaris er et miljøterapeutisk behandlingstilbud, hvilket betyder, at alle aktiviteter er planlagt med øje for at medarbejderne kan hjælpe  børnene/de unges i forhold til ex. angst eller frustrationer. Tilgangen til en fast og forudsigelig struktur vil skabe trygge og forudsigelige ramme, som giver mulighed for at etablere tillidsfulde relationer mellem børn og voksne og børnene imellem. Alle forhold fra aktiviteter til indretning og den mad der spises, er præget af at være tilrettelagt, så de tjener et behandlingsmæssigt formål. Ud over den overordnede tilrettelæggelse arbejdes der med baggrund i individuelle undervisnings- og behandlingsplaner, strukturer og aktiviteter.

    De primære målsætninger med behandlingsarbejdet er at udvikle børnene og de unges evne til at forstå deres egne følelser og reaktioner, i at arbejde henimod en størst mulig grad af selvstændighed så børnene bliver i stand til at overskue forskellige valg og træffe gode beslutninger, og derigennem kunne forstå og håndtere at være sammen med andre mennesker i det nære miljø. 

    Samarbejdet med hjemmet

    Polaris lægger stor vægt på samarbejdet med hjemmene. Det gør vi både fordi det er vigtigt for børnene, at de oplever mor og far støtter arbejdet og de voksne på Polaris og fordi det hele tiden er vigtigt at kunne lave aftaler og justere sig i forhold til hvordan børnene har det og udvikler sig.

    Konkret betyder det, at der regelmæssig er telefonkontakt til hjemmet. Det vil i udgangspunktet være barnets kontaktperson der ringer. Der afholdes 2 statusmøder om året hvor forældrene deltager sammen med sagsbehandler og personale fra Polaris.

    Skolegangen for alle børn i Polaris følger Guldborgsund Kommunes kalender og skoledagene er på samme måde og i samme tidsrum som for øvrige skolebørn.

    Efter skoletid foregår behandlingstilbuddet på Poul Martin Møllersvej 1B og 1C.

    Børnene er på Polaris i følgende tidsrum:

    • På skoledage om eftermiddagen/aften – mandag, tirsdag, torsdag og fredag indtil mellem kl. 19 og 20, alt efter ruten bilerne kører
    • På skoledage om eftermiddagen – onsdage i ulige uger mellem kl. 17 og 18
    • På skoledage om eftermiddagen – onsdage i lige uger bliver børnene og de unge kørt hjem direkte efter skole
    • Hver anden weekend i alle ulige uger. Åbningstiden er mellem kl. 9 og 17 (Kun for børn der er visiteret til weekend).
    • I alle skoleferier, bortset fra 2 lukkeuger midt i sommerferien, samt ugen mellem jul og nytår.  Ugen mellem jul og nytår er der kontinuerligt lukket, ugerne i sommerferien rykker alt efter hvordan sommerferien ligger, men lukkerugerne ligger altid i midten af ferien.