Gå til hovedindhold

Stammen

Mange har på et eller andet tidspunkt i deres liv mødt eller kendt en, der stammer.

Indhold

    Stammen er en kommunikationsvanskelighed og kan fremtræde forskelligt fra person til person og udvikler sig over tid. Man kender endnu ikke årsagen til stammen. Man mener at der kan være medfødte, psykologiske og sociale faktorer som er involveret i stammens opståen og udvikling.  

    De fleste børn holder op med at stamme i løbet af kortere eller længere tid, men nogle fortsætter med at stamme. Det kan være vanskeligt at forudsige, hvem der holder op og hvem der fortsætter med at stamme.

    5% af alle børn stammer på et eller andet tidspunkt i deres sprogudvikling. Mange stopper igen.
    Stammen begynder almindeligvis i 2 – 4-årsalderen. På dette tidspunkt er tale og sprog i en kraftig udvikling. Stammen kan også opstå senere i et barns liv.
    Af den voksne befolkning er der ca. 1%, der fortsat stammer. Det er ikke til at forudsige, om stammen hos et barn ophører - hverken ud fra stammens udtryksform eller starttidspunkt.

    Stammen består af en ydre og en indre form

    Den ydre form/hørbare kan være i form af:

    • Gentagelse af lyd, stavelse, ord eller flere ord efter hindanden.
    • Forlængelse af lyd i starten af, eller inde i, ord. 
    • Nogle gange stiger tonelejet.
    • Blokering, hvor lyden ikke kan komme ud, og hvor det føles som om ordet sidder fast. En blokering kan både være med og uden lyd. 
    • I forbindelse med stammen kan der være medbevægelser.

    Den indre form/ikke hørbare kan være i form af:

    • Angst for at stamme
    • Undgåelse af bestemte ord, sproglyde eller situationer
    • Irritation, flovhed eller negativ forventning til kommunikationen med andre
    1. Vær en god talemodel
       Tal langsomt og i korte sætninger
    2. Undgå at rette, afbryde eller sige ordet
       Giv tid, lad barnet tale færdigt
    3. Giv dig god tid i samværet med barnet
      Vis det også med kroppen
    4. Hold øjenkontakt
      Gensidig respekt, interesse og demonstration af forståelse
    5. Hold pauser
      Vent et øjeblik før du svarer
    6. Lyt til indholdet af det, barnet siger
      Ikke måden det lyder på
    7. Giv gode samtaleregler
      Tal efter tur uden at afbryde
    8. Nedsæt de sproglige krav
    9. Stil ikke for mange spørgsmål, og hav barnets alder for øje

    Når du er bekymret for dit barns sprog, anbefaler vi at du tager kontakt til en tale-hørekonsulent gennem PPR.

    Vi står til rådighed for vejledning omkring dit barns tale-sproglige udvikling.

    Har du brug for hjælp til at håndtere stammen i din hverdag, kan du kontakte PPR for nærmere aftale.