Program for Kulturnatten 2025
Kulturnat i Nykøbing F - Mellem lys og mørke - fredag den 3. oktober
KULTURNAT i NYKØBING FALSTER
Fredag den 3. oktober 2025 klokken 9.00 til 01.30
En dag og aften fyldt med aktiviteter skabt af Guldborgsund Kommune, kommunens kulturaktører og Vores Nykøbing.
TORVET, NYKØBING F.
Klokken 14 til 22 Træd ind i en ægte Wasteland-atmosfære, når Wonder Studios udstiller deres ombyggede postapokalyptiske køretøjer under lysspots, så detaljerne virkelig kan ses. Fire aktører i kostumer skaber levende stemning, stiller op til fotos med publikum og fortæller om bilerne – og om hvordan de er ombygget forsvarligt og sikkert.
Klokken 15 til 19 På Kulturmindeforeningens stand tager vi en snak om bygningskultur og kulturmiljøer, og vi giver gerne et råd om god håndværksskik. Her kan du også deltage i en konkurrence og være med i lodtrækning om en gevinst.
Klokken 15 til 21 TV-M/ Multimedieklubben holder på Torvet med TV-bilen og laver live reportager fra Kulturnatten. Oplev teknikken og hør om klubben og dens lokal-tv.
Klokken 16 Åbningstale ved Ole K. Larsen, formand for Guldborgsund Kommunes Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalg.
Klokken 16.10 til 22 Kom og oplev MADE OF STARDUST: en interaktiv audiovisuel installation, der undersøger vores menneskelige forbindelse til det ydre rum. Installationen er skabt af kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm og undersøger den kosmiske, men mikroskopiske, verden omkring os. Stjernestøv forbinder os med fjerne galakser og med alle ting her på Jorden. Alle grundstoffer i vores kroppe – jern, zink, calcium – kommer fra støv, der blev skabt af eksplosioner af stjerner for mere end 4,5 milliarder år siden. Selv i dag fortsætter stjernestøv med at nå os.
MADE OF STARDUST forbinder os direkte med arv fra rummet ved at forvandle vores kroppe til en avatar, der er lavet af tusindvis af små, skinnende stjernestøvpartikler.
- Klokken 19.20 og klokken 20.00 sætter danser og performer Julie Kunz installationen i spil med en koreografi lavet specifikt til værket.
Bruuns Apotekerstræde ved Torvet
Middelalder Quiz-Night
Kl. 16:30 til 18 Middelaldercentret inviterer til børnevenlig familiequiz med middelalderslik.
Kl. 19:00 til 21.00 Middelaldercentret byder indenfor til stor Kro-quiz m. TV-star Kåre Johannessen, middelaldermusik og smagsprøve på middelalder-mjød.
MUSEUM OBSCURUM, Færgestræde1A
Klokken 17 til 21.30 Cornelius’ stuer vækkes til live – en aften i mystikkens tegn!
Træd ind i Cornelius’ dunkle og dragende hjem, hvor skyggerne danser i stearinlysets flakkende skær, og hver genstand synes at gemme på en hemmelighed.
Denne særlige aften vækkes hans stuer til live – fyldt med historier, gys og magiske oplevelser.
Særpris: Voksne 50 kroner
Børn under 18 år 20 kroner
Czarens Hus, Langgade 2
Klokken 17 til 21.30 I Czarens Hus kan du møde Jettes fascinerende ugler – ganske gratis – og gå på opdagelse i en forunderlig pop-up-udstilling om fabeldyr.
Her kan du også se en imponerende samling af tegninger, skabt til Kulturnatten i samarbejde med børn fra de omkringliggende skoler. Fantasifulde væsner, drabelige drager og eventyrlige skabninger venter på at blive opdaget.
Pris: Gratis
NYKØBING F. TEATER, Østergågade 2
Klokken 15 til 19 Teaterforeningen Guldborgsunds bestyrelse vil præsentere sæsonens teaterbrochure og tale med Kulturnattens gæster både om brochurens indhold og om teaterforeningens arbejde. Mød foreningen i Østergågade v. indgangen til Nykøbing F. Teater.
VANDTÅRNET, Hollands Gaard
Klokken 10 til 21 Tårnet har åbent
Klokken 10 til 12 Eventyrlige aktiviteter for mindre børn
Klokken 12 til 20 Eventyrlig skattejagt for hele familien
Klokken 12 til 20 Caféen og Udsigten er åben. Tårnet viser en udstilling af Sydhavsmalerne samt FGU-elevers eventyrlige dropdowns. Find vej gennem eventyret til tankens uopdagede rum og tårnets magiske udsigt
Tidligere SAMs, Østergågade 22
Klokken 16 til 21 Kom til Åbne Atelierdøre i midtbyen, når foreningens medlemmer udstiller værker og desuden inviterer alle besøgende til at male på et stort fælles maleri.
LILLETORV
Klokken 14 til 18 Kom og mød en øgle eller hold en slange, når Krokodille Zoo stiller an på Lilletorv.
Klokken 15 til 18.30 75 år med teater, fællesskab, leg, fantasi, sammenhold og meget mere. Dét er lige præcis, hvad Sprøjtehus Teatret kan fejre i 2025!
Det flotte jubilæum bliver blandt andet fejret med en fantastisk jubilæumsforestilling, nemlig Skammerens Datter! Til kulturnatten inviterer teateret alle med ind i denne forestillings magiske univers. Du kan møde os på Lilletorv, hvor vi står klar til en snak, og måske er du heldig at møde nogle af de spændende karakterer fra stykket. Vi giver også en smagsprøve på musikken. Hvor og hvornår bliver oplyst på vores sociale medier, så hop ind og følg med der!
KLOSTERKIRKEN, Kirkepladsen 3
Klokken 16 til 20.30 Traditionen tro fejrer Sangkraft sangen i Guldborgsund med en stor sangfest i samarbejde med en mangfoldighed af kor og Ensemble Storstrøm. I år deltager 13 kor i kormaraton i Klosterkirken. Kom forbi og find det kor, som du eller dit barn har lyst til at synge i. Vi lægger ud med børnekorene fra klokken 16.00.og fortsætter maratonen helt frem til klokken 20.30 kun afbrudt af fællessang med publikum én gang i timen.
Klokken 20.30 Åben prøve, hvor alle korene synger sammen med Ensemble Storstrøm.
Klokken 20.45 Aftenen afsluttes med koncert og fællessang med alle kor sammen med Ensemble Storstrøm.
Bemærk at der i hele september måned står et Fællessangens træ på Hovedbiblioteket. Her kan du give dit bud på en yndlingsfællessang, som vi kan synge i Klosterkirken denne aften. Du kan også sende dit forslag til fællessang til mail@sangkraftguld.dk.
Våbenhuset
Klokken 16 til 21 Fuglsang Musikforening præsenterer sæsonens program. Kom og få en snak med medlemmer af bestyrelsen om foreningens aktiviteter. Den nye folder deles ud, og der vil være mulighed for at blive medlem af foreningen og skrives op til foreningens nyhedsbrev. Det hele foregår i samarbejde med Klosterkirken.
Kirkepladsen
Klokken 18.30 til 21.30 Levende historiefortælling v. Falster House of Horror. I Falster House of Horror fortæller vi ikke bare historier for at skræmme. Vi genopliver dem, som har overlevet i generationer – de fortællinger, som forældre har givet videre til deres børn, og som stadig hviskes om i mørket. Historier, der ikke blev opfundet for underholdningens skyld, men for at advare. For at minde os om dét, vi som mennesker altid har frygtet – men sjældent har sat ord på. Falster House of Horror ved, hvad der kan være så skræmmende, at vi stadig fortæller hinanden om det – bare for ikke at glemme. Og når du har været her… så ved du det også.
Mød Falster House of Horror på Kirkepladsen – under det store træ. Der vil være tre fortællinger i løbet af aftenen, klokken 19, 20 og 21.
ODD FELLOW LOGEN, Jernbanegade 19
Klokken 18 til 21 Hvad skjuler sig bag de lukkede døre? Til Kulturnatten i Nykøbing F. åbner Odd Fellow Logen sine hemmelige gemakker - træd indenfor og oplev en verden, som normalt holdes skjult.
GULDBORGSUND MUSIKSKOLE, Skolegade 3C
Klokken 16 til 20.30 Musikskolen holder musikcafé i deres store sal, og alle er velkomne. Kom og hør orkestrene spille musik i mange genrer – rock, soul, funk, jazz, klassisk og meget mere.
KULTURFORSYNINGEN, Voldgade 1
Teatersalen, Teatret Masken
Klokken 9 og klokken 11 Teatret MASKEN præsenterer danseforestillingen ENGLEAGTIG for børnehaver med børn, der er fyldt 4 år.
Hvad sker der, når tre engle klækker ud af ét æg midt på scenen? Med skæve vinger, stædige ben og masser af hjerte går de i luften – og styrter lige ned i livets kaos.
ENGLEAGTIG er en dansefabel, hvor intet er for skørt, for rørende eller for svært at danse sig igennem. Her mødes moderne dans, dristig akrobatik og teatralsk charme i en hvirvelvind af sjove sammenstød og store følelser.
Forestillingen følger tre nyudklækkede engle, der - i forsøget på at blive "gode nok" - vælter, flyver, griner og græder sig gennem deres første møde med verden. Det bliver højtflyvende, halsbrækkende og hjertevarmt.
En forestilling fyldt med nærvær, gak og glimt i øjet - en himmelsk oplevelse med begge ben plantet i børnehøjde.
Kom og flyv med. Du behøver hverken vinger eller billet til himlen - bare en plads i salen.
Reserver gratis billetter her: Billetter her (åbner i nyt vindue)
Caféområdet
Klokken 15 Kulturfabrikken præsenterer familiekoncert med Glawokl.
Glawokl har sat musik til børnedigte og rim af bl.a. Halfdan Rasmussen. Desuden har de selv skrevet sange i samme univers. Til koncerten sætter Glawokl også musik til børnenes egne vrøvlerim, så fyr op under kreativitet og spontanitet og vær med til at vrøvle og finde på sammen med Glawokl. Her kan alle være med.
Dørene åbner klokken 14.30. Husk at booke gratis billet: Book gratis billet (åbner i nyt vindue)
Koncerten præsenteres i samarbejde med LMS – Levende Musik i Skolen og Guldborgsund Kommune.
BYRUMMET
Klokken 18.30 til 19.15 Mød DE RØDE LØBERE i en hjertevarm eksplosion af en cirkusfest, når de bevæger sig fra Teatret Maskens P-plads, over Lilletorv og videre mod Torvet.
DE RØDE LØBERE inviterer publikum til at træde ud på “den røde løber” for at opleve hverdagens glamour, hylde det uperfekte og fejre livets besværligheder med en ÆGTE FEST. De indfanger publikum med interaktive øjeblikke, vilde cirkus acts og inviterer til at se deres by, som et sted hvor mennesker mødes.
Forestillingen er bygget op som en rejse gennem gågaden i Nykøbing. Med funky sekvenser groover DE RØDE LØBERE med egen vogn og DJ gennem gaden for at møde publikum i en (k)ærlig øjenkontakt, hvor hverdagens bekymringer svinder væk i øjeblikkets magi.
Forestillingen har sin begyndelse ved Teatret Masken – kom i god tid.
RETTEN I NYKØBING F., Vestenborg Allé 8
Klokken 16 til 19 Hvad laver en dommer? Hvad laver en advokat? Hvad laver Kriminalforsorgen i Friheden? Hvordan bliver jeg politibetjent? Hvordan foregår en straffesag? Hvordan behandler skifteretten et dødsbo? Hvordan søger man om gældssanering? Kommer man i fogedretten, hvis man ikke betaler sine regninger? Hvordan opretter man en fremtidsfuldmagt eller et testamente?
Disse og mange andre spørgsmål kan du få svar på ved komme til åbent hus i Retten i Nykøbing Falster
Advokatforeningen på Lolland-Falster, Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi og Kriminalforsorgen i Friheden deltager som rettens samarbejdspartnere.
Hvad foregår der?
- Rettens ansatte viser rundt i retssale og celler og fortæller undervejs om Rettens arbejde, retssystemet, retsbygningen, og om hvad vi laver
- Rollespil i form af en fiktiv straffesag spillet af ansatte i Retten og Rettens samarbejdspartnere
- Mulighed for at få en snak med medarbejdere i fogedretten, skifteretten og rettens notarer
- Advokatforeningens Advokatvagt holder åbent
- Kriminalforsorgen fortæller om deres arbejde
- Se en politibil og tal med politibetjente om at blive ansat hos politiet
BIBLIOTEKET, Salen, Rosenvænget 17, 1. sal
Klokken 10 til 10.40 For børn fra 1 til 4 år. Måske kender du Lille Tut fra Minisjang, eller har læst en af de fire Lille Tut bøger? Nu kan du møde Lille Tut og vennerne i teaterkoncerten "Lille Tut på eventyr". Det er en magisk og nærværende oplevelse for de allermindste med sange og musik fra serien. Publikum inviteres med, når Lille Tut og Gato hjælper til hos den lille 1-årige frø i mosen, hos edderkoppen i æbletræet – og når den lille fugleunge skal lære at flyve. Nissen er også med - og den er kommet lidt i drillehumør. Gratis billetter kan bestilles på guldbib.dk (åbner i nyt vindue) eller på biblioteket. Husk at melde afbud, hvis du bliver forhindret. Både børn og voksne skal have billet.
BIBLIOTEK OG BORGERSERVICE, Kongensgade 43
Klokken 14 til 19 (velkomstområdet) Lav dit helt eget Blackout Poetry-digt: Blackout Poetry er digte, der skabes ved at strege ord ud fra en bog- eller avisside. Du tager en bogside eller en avisside og streger alle de ord, du ikke vil have i dit digt ud. På den måde skaber du dit eget digt – ikke ved at skrive det, men ved at fjerne en andens ord. Digtene hænges op på en snor i biblioteksrummet.
Klokken 15 til 18 (velkomstområdet) DJ Steen T fra biblioteket spiller loungemusik i velkomstområdet. Lyt til god musik, når du besøger Biblioteket - du er også meget velkommen til at slå dig ned og lytte til flere numre, når Steen T mikser et lækkert udvalg af fede musiknumre.
Klokken 15 til 19 (slægtsforskerrummet) Mød vores lokale slægtsforskere fra Slægtshistorisk Forening. Kig forbi Slægtsforskerrummet i voksenudlånet og få en snak om, hvordan du kommer i gang med din slægtsforskning. Hvis du allerede er i gang, kan du også sparre med andre slægtsforskere.
Klokken 16 til 17 (glassalen) Det danske sprog er fuld af skønne billedskabende udtryk som ’at tage tyren ved hornene’, ’at gå fra snøvsen’, ’at købe katten i sækken’ og ’kaste nogen under bussen’. På Kulturnatten fortæller forfatter Lise Bostrup og medlemmer af Den Danske Sprogkreds og Forfattergruppen ¨Os hernedefra¨ om en række sjove og dramatiske udtryk, og publikum får lov til at deltage i en gættekonkurrence. Arrangementet henvender sig både til børn, bedsteforældre og sprogglade voksne.
Klokken 16.30 til 17.10 (aktivitetsrummet, 1. sal) For børn fra 5-12 år: Balder Brag er en dygtig troldmand, der dog er lidt mere forvirret end de fleste. Når han træder ind på scenen, kan og vil alt ske! Hans tryllebog eksploderer, krystalkuglen flyver væk og eliksirgryden bobler over i et kaos af farver og røg. Et genfærd spøger og driller Balder og fejekosten har helt sit eget liv. Og i hans nye show går det også til tider lidt mere end galt... Men frygt ej! Balder har sin trofaste ugle, Galileo ved sin side. Galileo er mere end bare en ugle; han er Balders bedste ven og magiske hjælper. Med sin visdom sørger Galileo for at rette op på Balders småfejl og guider ham på rette vej gennem det magiske kaos. Dette spektakulære show er ikke bare en blanding af forvirring og kaos, det er også fyldt med humor og fantastiske magiske effekter. Dekorationerne og rekvisitterne er imponerende, og musikken og lydproduktionen er omhyggeligt timet for at skabe den perfekte atmosfære. Gratis billetter kan bestilles på guldbib.dk (åbner i nyt vindue) eller på biblioteket. Husk at melde afbud, hvis du bliver forhindret. Både børn og voksne skal have billet.
Klokken 19 til 21 Forfatter-arrangement med Jesper Bugge Kold: Med udgangspunkt i sin romanserie vil Jesper fortælle om de omkring 300.000 danskere, der fra 1850 og frem emigrerede til Amerika. I 1879 forlod hans slægtning Peter Julius Christensen Danmark for at drage til Amerika, og hans breve har inspireret Jesper til at skrive historien om Johanne og Jens. Første bind, ’Hvor vinden vender’, udkom i maj 2024 og har været nomineret til Læsernes Bogpris, Marthaprisen og en Mofibo Award, og den 5. september 2025 udkommer efterfølgeren ’Hvor ilden brænder’. Endnu et bind er planlagt til udgivelse i 2026. Romanserien handler om en dansk familie, der i 1879 udvandrer til Amerika i deres søgen efter et bedre liv. Gratis billetter kan bestilles på guldbib.dk (åbner i nyt vindue) eller på biblioteket. Husk at melde afbud, hvis du bliver forhindret.
MARKEDSHALLEN, Fejøgade 18
Markedshallen åbner dørene til en sanselig og energifyldt Kulturnat, hvor fællesskab, æstetik og leg møder hinanden på tværs af generationer. Her er plads til både nysgerrige unge, reflekterede voksne og livserfarne ældre – og til dem, der bare vil være med.
Klokken 13 til 14 SKABERTRANG – talks om idéer, ild og iværksætteri
Markedshallen inviterer til første talk i en ny serie. Denne gang med den unge multimediedesigner Lea Rasmussen, som har gentænkt Markedshallens grafiske identitet og tilføjet nye elementer, der styrker stedet som et stærkt samlingspunkt for fællesskaber. I talken deltager også Jan Holmquist, selvstændig konsulent i bæredygtig ledelse og tovholder på Markedshallens iværksætterindsats HUBBEN.
Der vil være eksempler på Markedshallens nye grafiske identitet som afslutning på talken og mulighed for at tale med begge deltagere. Gratis adgang.
Klokken 14 til 19 Lasertag med Wonder Studios – aktivt fællesskab i bevægelse
Oplev intenst og sjovt lasertag på en kompakt bane rundt om Markedshallen. Wonder Studios faciliterer korte kampe af 5 til 10 minutter med to hold på 10 til 12 spillere. Tilmelding sker løbende – hop ind, når der er plads, eller hep med fra sidelinjen.
Udstyret er let og øjesikkert (ingen projektiler), og aktiviteten er gratis. Wonder Studios sørger for køstyring, regler og sikkerhed, så alle får en tryg og god oplevelse. Lasertag egner sig særligt til unge og voksne fra ca. 11 år og op – kom i flade sko, tag vennerne med og mærk pulsen stige! Hvem får flest ”tags”?
Klokken 14 til 19 Rum i rummet – sanselige oplevelser i Markedshallen
Markedshallen inviterer til en æstetisk og sanselig rejse, hvor du kan få kildet, udfordret og rørt dine sanser. Her er noget for øjet, øret, næsen og ganen – og måske også hjertet. Kom og gå, som du vil – der er gratis adgang og åbent fællesskab.
Klokken 14 til 22 Wednesday Club & Under Strømmen – musik og chill vibes
Wednesday Club og Under Strømmen indtager Markedshallen til Kulturnatten med DJ’s, chill og gode vibes. Der lanceres fælles merchandise med et begrænset gratis antal til de første.
DJ og kulturskaber Unc O kuraterer dagens lydspor, og gæster annonceres løbende på Instagram: Wednesday Club (åbner i nyt vindue)
NORDISK FILMS BIOGRAFER, Slotsbryggen 5
Klokken 17 til 22 Kom på rundvisning i biografen – HELT gratis! Oplev en unik rundvisning i biografen og få adgang til steder, hvor publikum normalt ikke kommer. En dedikeret vært følger jer rundt :)
Varighed: cirka 30 min. (10 hold i løbet af aftenen).
Billetter kan afhentes i biografen fra den 15. september 2025 – når der ikke er flere tilbage, er arrangementet udsolgt.
Klokken 22 til 01.30 Bio After Dark – film natten lang
Hvor hyggeligt ville det ikke være at tage dine venner med i biografen - helt gratis? Og ikke bare én, men to film på samme aften! Nu har du chancen :)
Oplev to film i træk – først intenst drama, derefter romantik til de sene timer! Hvilke film der bliver vist, er en overraskelse :)
Aldersgrænse over 11 år!
Billetter kan afhentes i biografen fra den 15. september 2025 – helt gratis! Når der ikke er flere tilbage, er arrangementet udsolgt. Max. 2 billetter per. person.
Med forbehold for programændringer og aflysninger.