Gå til hovedindhold

Hjælp til finansiering

Hvis du som grundejer har fået påbud om at ændre afløbsforholdene på din ejendom, tilbyder Guldborgsund Kommune forskellige støtte- og lånemuligheder. De muligheder, der findes, kan afhænge af, hvilken type kloakarbejde, der skal foretages på ejendommen.

Indhold

    Mulighed for længere tidsfrist og afdragsordning

    • Grundejere af ejendomme, der modtager et påbud om tilslutning til kloak eller forbedret spildevandsrensning, tilbydes mulighed for længere påbudsfrist, og mulighed for en afdragsordning 
    • Tilbuddet gælder for ejendomme med en samlet husstandsindkomst på under 363.222 kr. årligt. (2025 takst).
    • For hvert hjemmeboende barn under 18 år, til og med fire børn på ansøgningstidspunktet, forhøjes beløbet med 47.582 kr. (2025 takst).

     

    • Du skal søge om denne hjælpeordning før du modtager påbuddet. Muligheden bortfalder, når der er givet et påbud. 
    • Du vil først modtage et varslingsbrev, hvorefter du har 8 uger til at komme med bemærkninger samt ansøge om denne hjælpeordning. Umiddelbart efter 8 uger, vil du modtage påbuddet.
    • Du skal udfylde ansøgningsskemaet og sende det til spildevandsgruppen sammen med sidste års årsopgørelse for samtlige beboere og ejere af ejendommen.
    • Du bliver kontaktet af kommunens spildevandskontor, og får af vide om du har mulighed for at benytte hjælpeordningen.
    • Hvis du har mulighed for at benytte hjælpeordningen, vil du få besked om at du 3 år til at efterkomme påbuddet, samt mulighed for at oprette en afdragsordning.

    Du finder ansøgningsskemaet her (nyt vindue).

    Vejledende notat til udfyldelse af ansøgningsskema kan hentes her (nyt vindue).

    Når du har udfyldt skemaet, sender du det til os via digital post eller via brevpost, hvorefter vi træffer afgørelse om, hvorvidt du er omfattet af reglerne.

    Lån i ejendom

    • Har du fast bopæl i Danmark, og er du pensionist, førtidspensionist eller på efterløn og er der friværdi i ejendommen, kan du måske benytte denne hjælpeordning.
    • Du skal først søge efter, du har modtaget et påbud fra kommunen.
    • Påbuddet kan handle om, at du skal kloakseparere, tilslutte til kloakken eller etablere forbedret spildevandsrensning i det åbne land.
    • Du skal hos en autoriseret kloakmester indhente et tilbud på spildevandsarbejdet.
    • Herefter skal du udfylde et ansøgningsskema via borger.dk (nyt vindue) eller via borgerservice i Nykøbing F., Nysted, Nr. Alslev, Sakskøbing, Stubbekøbing eller Væggerløse.
    • Du bliver kontaktet af kommunens ejendomskontor og får at vide, om du har mulighed for at optage lån i ejendommen.
    • Hvis du har mulighed for at få et lån, skal der laves en kontrakt om lånet.
    • Når dette er sket, kan du sætte kloakmesteren i gang.
    • Når kloakmesteren har færdigmeldt spildevandsarbejdet, skal han sende regningen direkte til kommunens ejendomsskattekontor, der så betaler regningen. 
    • Du har mulighed for løbende at afdrage på lånet. Ved salg af ejendommen skal lånet indfries.