Gå til hovedindhold

Opgaveudvalgets anbefalinger om det gode seniorliv

Et opgaveudvalg nedsat af byrådet har udarbejdet syv anbefalinger til, hvordan kommunen kan understøtte det gode seniorliv.

Indhold

    Opgaveudvalget har fra august 2024 til september 2025 arbejdet med, hvordan Guldborgsund Kommune kan fremme det gode seniorliv.

    Med det gode seniorliv menes, at flest mulige seniorer kan have en aktiv og sund aldring, hvor de oplever at have selvstændighed og livskvalitet i hverdagen. Udvalget har været særligt optaget af, hvordan ensomhed kan forebygges og afhjælpes.

    Udvalgets anbefalinger

    Du kan nedenfor læse udvalgets 7 anbefalinger til, hvad kommunen kan gøre for at fremme gode seniorliv. Du finder den fulde rapport fra udvalget i original udgave her (nyt vindue) og i webtilgængeligt format her (nyt vindue).

    Anbefalinger

    Det er vigtigt at byde borgerne velkommen til seniorlivet, når de afslutter deres arbejdsliv. Der er et stort forebyggende potentiale ved at inspirere seniorer i denne livsfase til at bevare et aktivt og socialt seniorliv og måske endda engagere sig som frivillig.  

    Takket være det frivillige engagement på seniorområdet er der mange aktiviteter, fællesskaber og oplevelser for seniorer. Dog er det afgørende, at kommunen gør en aktiv indsats for at understøtte og bevare frivilligheden, bl.a. i form af inddragelse, anerkendelse, adgang til puljer og lokaler.

    Oplevelsen er, at der er mange tilbud til seniorer, men at de kan være svære at finde. Anbefalingen er at gøre mulige aktiviteter og fællesskaber mere synlige og nemmere at finde, så flere kan få glæde af dem.

    Det er vigtigt at prioritere en særlig indsats overfor seniorer i en sårbar situation, fx ved sygdom, mistet ægtefælle eller begrænset kontakt til andre. I disse situationer kan det være svært selv at være opsøgende, og det anbefales, at fagprofessionelle, medborgere, frivillige og erhvervsliv går sammen om at gøre en indsats.

    Når vi lykkes med tidlig opsporing af seniorer i sårbare situationer, er det også væsentligt, at de kan blive tilbudt en form for håndholdt støtte til at blive en del af fx et fællesskab eller en aktivitet. Derfor anbefales det at se på muligheder for at etablere en fællesskabsguide og gerne i tæt samarbejde med foreninger og frivillige.

    Mobilitet er en afgørende faktor for at deltage i fællesskaber og aktivitetstilbud. Anbefalingen er at se på alternative transportløsninger, fx i form af frivilligbusser, hvor frivillige og foreninger kan tilbyde sårbare seniorer kørsel til en aktivitet.  Derudover er det vigtigt at stille lokaler til rådighed med adgangsforhold, der er egnede til kørestolsbrugere, gangbesværede og svagtseende.

    Hjemmet er en central ramme for et godt seniorliv, og det anbefales at igangsætte en dialog om etablering af seniorbofællesskaber i Guldborgsund Kommune. Seniorbofællesskaber er et godt bud på en boform, hvor mulighed for socialt samvær og aktiviteter er en integreret del af boligen. Det samme kan vi opnå i eksisterende boligområder ved at styrke samarbejdet med bolig- og andelsforeninger.

    Deltagere

    Udvalget har været sammensat af byrådspolitikere og repræsentanter fra Ældresagen, Ældrerådet, Frivilligcenteret, plejehjem, hjemmepleje og Team Folkesundhed.

    Kontakt

    Har du spørgsmål til anbefalingerne, er du velkommen til at kontakte konsulent Signe Lyngsøe på telefon 25 18 26 73 eller konsulent Gitte Aagaard på telefon 25 18 06 81.