Gå til hovedindhold

Nyt liv til historisk botanisk lokalitet

Guldborgsund Kommunes arbejde med Grøn Trepart har igen givet resultat. Guldborgsund Kommune har netop modtaget tilsagn på ca. 18 mio. kroner til et lavbundsprojekt i Tvede- og Liselund Moserne. Projektarealet er beliggende sydvest for Stubbekøbing.

Indhold

    Guldborgsund Kommune har netop modtaget tilsagn på ca. 18 mio. kroner til et lavbundsprojekt i Tvede- og Liselund Moserne. Projektarealet er beliggende sydvest for Stubbekøbing.

    I samarbejde med ni lodsejere har Guldborgsund Kommune igennem de sidste fem år arbejdet på at finde muligheder for etablering af et projekt i området. 

    ”Det er et stærkt eksempel på, hvad vi kan opnå, når vi arbejder målrettet og på tværs for at finde løsninger. Hvis projektet realiseres, vil det markant styrke både natur og miljø. Samtidig er det en central brik i kommunens indsats for at levere på den grønne trepart og omsætte ambitioner til konkret handling. Projekter som dette er afgørende, hvis vi skal nå vores klimamål,” udtaler Henrik Høegh-Andersen (V), formand for Teknik-, Natur- og Miljøudvalget og Annemette Schønberg Johnsen (F), repræsentant i de lokale Grønne Treparter samt næstformand i Teknik-, Natur- og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune samstemmende.

    En unik botanisk lokalitet 

    Tvede Mose var kendt som en af Falsters mest unikke botaniske lokaliteter. 

    Registreringer tilbage fra 1950´erne viser, at den rummede plantearter som bl.a. Eng-Ensian og Loppestar. Den fredede og sjældne orkide mygblomst er tillige registeret i mosen senest omkring 1932. 

    Mygblomst er en uanselig lille plante på mellem 5-20 cm. Den fandtes tidligere på flere lokaliteter på Lolland-Falster, men er i dag udryddet. I Danmark er den nu kun kendt fra 11 lokaliteter. Mygblomst er så sjælden, at den på europæisk plan er på en særlig liste over arter, man skal gøre en særlig indsats for at bevare – den såkaldte bilag IV-liste. 

    ”Nogle gange er det godt at drømme, og det er muligt, at det er en urealistisk drøm, jeg har. Men det ville være helt igennem fantastisk, hvis det, at vi hæver grundvandsspejlet, kan få nogle af de sjældne planter tilbage. Det antages, at frø kan overleve i op til 75 år eller måske mere. Så måske er vi heldige, og der optræder et ”mygblomst-mirakel”, udtaler projektleder Anita Pedersen, Guldborgsund Kommune.

    Store ambitioner med Grøn Trepart

    Med aftalen om Grøn Trepart mellem regeringen, landbruget, Danmarks Naturfredningsforening (DN) mv. er der lagt op til den største forandring af landskabet i nyere tid. Nogle landbrugsarealer skal gøres våde, tilplantes med skov eller udtages af produktion. Målet er at reducere kvælstofudledningen til kystvandene, nedbringe drivhusgasemissioner – CO2, beskytte drikkevandet samt skabe mere natur og øge biodiversiteten. 

    Kommunerne har fået en central rolle med at udarbejde omlægningsplanerne i samarbejde med landbruget og Danmarks Naturfredningsforening. Fordelene, for lodsejere ved at gå med i et projekt, er, at den frivillige omlægning betyder en mindre kvælstofregulering samt reduktion i CO2 afgiften. 

    Hele projektområdet i Tvede- og Liselund Moserne er på ca. 87 ha. Det består af ellesump, engarealer og rørsump. Det bidrager med en reduktion af 506 tons CO2e/år og ca. 3 tons N/år.

    Guldborgsund Kommune har tidligere på året fået tilsagn fra staten til et lavbundsprojekt på ca. 115 hektar i Vestermosen, som er beliggende hen over kommunegrænserne på det sydlige Lolland. Det er resultatet af et godt samarbejde mellem Lolland og Guldborgsund Kommuner og 20 lodsejere. Projektet er støttet med ca. 21,5 mio. kroner og modtager EU-støttemidler. 

    Foto. Mygblomst. Søren Skov.