Handicappris
Handicaprådet i Guldborgsund Kommune uddeler hvert år i december årets handicappris
På FN’s internationale handicapdag den 3. december uddeler Handicaprådet i Guldborgsund Kommune årets handicappris. Prisen går hvert år til en person eller organisation i Guldborgsund Kommune, som i årets løb har gjort en særlig indsats for borgere med handicap.
Du kan være med til at indstille kandidater til prismodtagelsen. Send dit forslag, sammen med en begrundelse for, hvorfor netop denne kandidat fortjener Handicapprisen.
Forslaget sendes på mail til kontaktpersonen i højre side.
Herunder kan du se de tidligere modtagere af handicapprisen.
Årets prismodtager blev Thomas Vejlstrup, bedre kendt som ” Musik Thomas”.
Thomas har gennem mange år undervist, underholdt, og været udøvende inden for musikken. I mange år har det været sammen med unge og voksne med handicap.
Både i undervisningen, og i gennem de spilledage han tilbyder gruppen af handicappede, foregår det med et smittende og højt humør.
ALLE kan være med og bliver inddraget på den ene eller anden måde.
De sidste mange år har han gjort et stort stykke ulønnet og frivilligt arbejde med musikgruppen ”pædagogfri Zone”.
Gruppen er kendt i kommune igennem mange arrangementer på diverse spillesteder, hvor de har underholdt med egne nummer, og en enkelt gang er de dukket op på landsdækkende tv i programmet ” En sang fra Hjertet” på DR1.
Årets prismodtager blev Hjernesagens lokalforening Guldborgsund.
Hjernesagen er en meget aktiv forening, hvor virkelig mange frivillige bakker op for at lave en masse tilbud til medlemmerne.
Hjernesagens lokalforening hyldes for blandt andet at arrangere mange foredrag, musikaftener, underholdning og ture ud i det blå for medlemmerne.
Hjernesagen møder man mange steder ude i byen. De står med deres stand på Guldborgsund Frivilligcenters messer, på Hovedbiblioteket, på Torvet og mange andre steder, hvor de fortæller om det at have en hjerneskade, og ikke mindst om hvordan man selv kan være med til at forebygge hjerneskader.
I 2018 blev prisen givet til NFH lykkeliga starz, som er et håndboldhold for børn med særlige behov i alderen 5-16 år.
Lykkeligaen er en landsdækkende håndboldliga der skabes via lokale foreninger, der vil være med til at give børn med særlige behov en mulighed for at være en del af en forening, og give børnene mulighed for at “gå til noget” som alle andre børn på deres alder.
Onsdag efter onsdag møder der glade børn og forældre op i Power Arena til ugens højdepunkt! Holdet drives af en håndfuld fantastisk frivillige, der giver de fremmødte børn fuld gas på selvtilliden, og som er med til at løfte i den mest fantastiske positive ånd. Hver onsdag udvikler en masse børn sig i power arena, fra at være børn med særlige behov, til at være håndbold superstjerner- Som går hjem med øget selvtillid hver gang!
“Udviklingshandicappede børn skal ikke gemmes væk og skjules bag politisk korrekthed. De her unger er fantastiske og vi er ikke bange for at vise det. Positiv synlighed vil skabe bedre integration i samfundet.” Det lykkeliga motto må man sige at vores lokale lykkeliga hold i NFH til fulde lever op til!
Prisen blev givet til Lotte Jensen fra Handicapforeningen for Nykøbing F. og omegn. Lotte er en ildsjæl der gør et fantastisk arbejde for handicapidrætten, både for breddeidrætten såvel som for eliteidrætten. Lotte er et beskedent menneske der ikke kan lide at være i centrum, alligevel er hun engageret i handicapidræt både lokalt, regionalt og på landsplan. Lotte har i mange år stået for boccia i Handicapidrætsforeningen for Nykøbing F og omegn.
I 2016 blev prisen givet til Ilse Christensen fra Sakskøbing Handicap Svømmeklub på grund af hendes store utrættelige arbejde, med at få svømmeklubben til at fungere. Der er ikke de bedste adgangsforhold for alle i Sakskøbing svømmehal, der er lidt trapper, og omklædning er heller ikke nemt, hvis man f.eks. er kørestolsbruger. Ilse har påpeget de kritisable forhold, men der er ikke penge til at gøre det store. Derfor sørger Ilse for, at der bliver sendt en række ansøgninger ud til fonde m.v. med håb om, at der kan blive penge til en trappelift. Det er bl.a. sådanne ting, der gør Ilse til en ildsjæl.
I 2015 blev prisen givet til Hans Jørgen Wiberg på grund af Be My Eyes app’en. Be My Eyes vil Ikke bare være til gavn for de blinde, men skaber også glæde for de frivillige, der får mulighed for at hjælpe et andet menneske helt uforpligtende på et par minutter.
I 2014 var det Toldcafeen i Gedser, der fik handicapprisen, fordi Caféen er ikke ”bare” er en almindelig Café, men også et hyggeligt samlingssted for lokalbefolkningen og en aktiv arbejdsplads, hvor fællesskab og anerkendelse vægtes højt. Toldcaféen er en social virksomhed, som tilbyder beskyttet beskæftigelse og uddannelse i et overskueligt, skærmende miljø. Der er ansat ordinære medarbejdere, som sammen med de frivillige engagerede, brænder for at guide den enkelte videre i livet.
I 2013 var det formanden for Hjerneskadeforeningen Arne Høegh, der modtog årets handicappris. Arne Høegh fik prisen for sin mangeårige indsats for folk med erhvervet hjerneskade og deres familier. Udover at yde råd og vejledning og fungere som bisidder går Arne Høegh også foran med nye tiltag til gavn for de hjerneskaderamte – senest et café projekt for unge med erhvervet hjerneskade
Kontakt
Sebastian R. Sørensen
Ledelseskonsulent
Center for Trivsel & Social Indsats
Parkvej 37
4800 Nykøbing F
Telefon: 25 18 26 62
Hjælp os med at passe på dine personfølsomme oplysninger. Hvis du sender cpr-nummer eller andre følsomme oplysninger, så brug Digital Post. Denne mail er ikke Digital Post.