Gå til hovedindhold

Ældrelov og helhedspleje

Helhedspleje er den nye form for hjemmepleje, som følger af ældreloven.

Indhold

    Med ældreloven er der indført helhedspleje

    Helhedspleje betyder, at du får tildelt en forløbspakke. Derefter er det i samarbejdet med de daglige medarbejdere, at din konkrete hjælp bliver tilrettet. Du kan læse mere om indholdet i forløbspakkerne her

    Målet er, at du er så selvhjulpen som muligt. Det vil sige, at kommunens hjælp sigter mod at give dig de bedste muligheder for at klare så meget som muligt selv. 

    Helhedspleje kan indeholde tre dele: 

    1. Personlig hjælp og pleje
    2. Hjælp eller støtte til praktiske opgaver i hjemmet
    3. Genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse, som skyldes svækkelse eller sygdom, der ikke behandles i forlængelse af en sygehusindlæggelse. 

    Helhedspleje skal leveres af én hovedleverandør
    Ældreloven bestemmer, at når man skal have helhedspleje, skal alle elementerne i helhedsplejen leveres af én leverandør, som har det overordnede ansvar.

    Det vil sige, at man som borger ikke kan vælge at få én del af den tildelte hjælp fra en privat leverandør og en anden del fra kommunen. For eksempel kan man ikke få rengøring fra et privat firma og få hjælp til sine støttestrømper af kommunen. 

    Både kommunen og private firmaer kan dog stadig benytte underleverandører til bestemte former for hjælp. For eksempel kan de indgå aftale med et vaskeri om at stå for tøjvasken for borgerne. 

    Fra 1. januar 2026 er der to leverandører af helhedspleje:

    • Guldborgsund Kommune
    • Lev-Vel

    Hvis du søger om hjælp i dit eget hjem, vil du få tildelt hjælpen som helhedspleje. Det vil sige, at du bliver tilkendt en forløbspakke på baggrund af dine behov. Det kaldes også, at du bliver visiteret til en forløbspakke. Læs mere om helhedspleje ovenfor.

    Hvis du ønsker at vælge en privat leverandør, skal det være en leverandør, som tilbyder helhedspleje, og som er godkendt af kommunen. 

    Du vil foreløbigt fortsætte med den samme hjælp, som du får nu. Det vil sige, at hverdagen fortsætter som hidtil, indtil din hjælp ændres til helhedspleje på et tidspunkt i løbet af de kommende to år.

    Hvis du får brug for yderligere hjælp, end du får i dag, vil du overgå til helhedspleje og dermed få tildelt den forløbspakke, som passer til dit behov. Læs mere om helhedspleje ovenfor.