Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Bibliotek & Borgerservice tilslutter sig Solsikkeprogrammet

Som en del af arbejdet med at sikre tilgængelighed og lighed, tilslutter Bibliotek & Borgerservice sig nu, som den første afdeling i Guldborgsund Kommune, Solsikkeprogrammet. Det sker for at fremme forståelsen for borgere med usynlige handicap og gøre det nemmere for medarbejdere at tilbyde hjælp.

23. jan. 2023

Indhold

    Fra mandag den 23. januar 2023 kan borgere med usynlige handicap få udleveret Solsikkesnoren på alle Bibliotek & Borgerservices lokationer i Guldborgsund.

    Solsikkesnoren er en nøglesnor, der bæres af borgere, som ønsker at vise, at de har et usynligt handicap og derfor kan have brug for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp.

    - Vi er dagligt i kontakt med rigtig mange borgere, og derfor er det vigtigt, at vi kender solsikkesnorens betydning. Det betyder meget for os, at alle føler sig velkommen, og at de får en god og tryg oplevelse, når de besøger os. Derfor glæder det mig rigtig meget, at vi nu er blevet en del af Solsikkeprogrammet, fortæller Charlotte Møller, der er leder af Bibliotek & Borgerservice.

    Træning af medarbejdere

    Et af kriterierne for at blive en del af Solsikkeprogrammet er, at medarbejderne trænes i at spotte borgere, der kan have brug for en ekstra hånd eller støtte.

    Medarbejdere i Bibliotek & Borgerservice har derfor gennemgået et kort forløb, som består af tre træningsvideoer, der beskriver, hvad Solsikkesnoren er, hvad skjulte handicap kan være og hvordan man kan hjælpe i mødet med borgere, der bær Solsikkesnoren.

    - Ved at uddanne vores medarbejdere sikrer vi ikke kun, at de hurtigt kan afkode, om en borger har en udfordring, der kan kræve en lidt anden tilgang. Det kan også gøre en kæmpe forskel for vores møde med borgerne og skabe tryghed for alle – både ansatte og gæster, siger Bibliotek & Borgerservices leder, Charlotte Møller.

    Bibliotek & Borgerservice er den første afdeling i Guldborgsund Kommune, der tilslutter sig Solsikkeprogrammet og sætter fokus på usynlige handicap.

    - I uge 4 igangsætter vi en kampagne, der skal udbrede kendskabet til Solsikkeprogrammet og oplyse alle borgere om, hvad Solsikkesnoren signalerer, afslutter Charlotte Møller.

    Baggrund

    Solsikkeprogrammet og Solsikkesnoren blev skabt tilbage i 2016 Gatwick Lufthavn i London. Her ønskede man at finde ud af, hvordan de kunne give passagerer med usynlige handicap en bedre og mere tryg rejseoplevelse. Spørgsmålet var med andre ord, hvordan det usynlige kunne gøres synligt. Man skabte derfor Solsikkesnoren - en simpel solsikke på en grøn baggrund - et diskret, men synligt symbol.

    Solsikkesnoren blev modtaget særdeles positivt af brugerne og er siden blevet udbredt til mange andre lufthavne, blandt andet alle større lufthavne her i Danmark. Fra lufthavne har Solsikkeprogrammet og Solsikkesnoren spredt sig til mange andre brancher.

    Solsikkeprogrammet og Solsikkesnoren er ejet af Hidden Disabilities Sunflower, der har base i Storbritannien.

    Kontakt

    Kommunikationsmedarbejder

    Anemone Schweitz

    E-mail: anesc@guldborgsund.dk