Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Borgmester Simon Hansen inviterer borgere fra Væggerløse og omegn til åbent kontor

Onsdag den 26. juni holder borgmester Simon Hansen åbent kontor for borgere, der har lyst til en uformel snak. Denne gang foregår det i Væggerløse.

13. jun. 2024

Indhold

    Så er tiden kommet til, at borgmester Simon Hansen lægger vejen forbi Væggerløse til en omgang ”Åbent Kontor”.

    Borgmesteren har tidligere haft åbent kontor i Nysted, Sakskøbing, Stubbekøbing, Nørre Alslev, Østerbro i Nykøbing, rådhuset i Nykøbing, Gedser, Idestrup og Eskilstrup. Nu er turen kommet til at invitere borgerne fra Væggerløse og omegn til åbent kontor.

    Onsdag den 26. juni klokken 16.30 til 18.30 sidder borgmesteren klar til at tage imod alle, der har noget på hjerte, spørgsmål eller visioner for Guldborgsund Kommunes fremtid.

    Der er ingen tidsbestilling eller krav til, hvad snakken skal handle om. Borgmesteren kan ikke sagsbehandle i konkrete sager, men han vil gerne høre, hvad alle har at sige og er åben for både ris og ros.

    ”Det er nogen af de bedste dage på kontoret, når jeg får lov til at rykke kontoret helt ud i lokalsamfundene langt fra rådhuset. Det er her, jeg hører, hvordan det virkelig står til, og det giver en helt anden forståelse for, hvad der fylder noget for borgerne,” forklarer Simon Hansen.

    Han håber at møde mange lokale til en kop kaffe og en bid kage i Væggerløse:

    ”Der sker utroligt mange spændende ting i Væggerløse – dem vil jeg meget gerne høre mere om. Det er derfor, vi rykker kontoret rundt i kommunen; for at få gode, relevante inputs til det politiske arbejde fra virkelighedens eksperter,” lyder det fra borgmester Simon Hansen.

    Tid og sted:
    Åbent kontor for alle interesserede. Denne gang kan du besøge borgmester Simon Hansen onsdag den 26. juni kl. 16.30 – 18.30 i Væggerløse Boldklubs lokaler, Idrætsalléen 1B, 4873 Væggerløse.

    Kontakt

    Borgmester

    Simon Hansen

    Telefon: 25 18 18 16

    E-mail: siha@guldborgsund.dk

    Presse- og kommunikationskonsulent

    Andreas Johansen

    Telefon: 25182357

    E-mail: andr@guldborgsund.dk