Gå til hovedindhold

Byrådet sender planstrategi i høring

Den overordnede plan for udviklingen af Guldborgsund Kommune de næste fire år ligger nu klar, og sendes i 10 ugers høring. Et samlet byråd har udarbejdet strategien, der tager udgangspunkt i den politiske aftale, der blev udarbejdet i forbindelse med konstitueringen, og byrådets strategiseminar i starten af marts måned.

24. jun 2022

Indhold

    Retningen for kommunens udvikling ligger klar, og nu har borgere, foreninger, organisationer og andre interessenter mulighed for at kommentere på indholdet. I forbindelse med et strategiseminar i starten af marts udpegede byrådet syv strategiske temaer, som danner rammen for udviklingen af kommunen i byrådsperiodens fire år. Temaerne er en del af Planstrategien og er: Det gode børneliv, Uddannelsesbyen Nykøbing Falster, Et godt erhvervsklima, Grøn omstilling, Kommunen som attraktiv arbejdsplads, Turisme og bosætning og Omsorg og sundhedsfremme. Disse 7 temaer rummer nogle helt centrale udfordringer, potentialer og muligheder, der skal arbejdes med i byrådsperioden.

    ”Vi har været igennem et meget positivt forløb, hvor byrådet i samlet flok har bidraget til den strategi vi nu sender i høring. Jeg synes vi er endt med en planstrategi, som tydeligt afspejler vores politiske visioner og drøftelser, og en planstrategi, som anviser en spændende og ambitiøs retning for den kommende byrådsperiode” siger borgmester Simon Hansen og fortsætter ”I alle fagudvalgene er vi lige nu ved at udforme udvalgsstrategier, og jeg har det indtryk, at den overordnede planstrategi som paraply favner og rummer det, som vi i udvalgene særligt vil lægge vægt på at arbejde med. Der er heldigvis en god sammenhæng og det er vigtigt for det videre samarbejde”.

    Den lovpligtige høringsperiode er på 8 uger, men da mange holder sommerferie i denne periode, har byrådet besluttet at forlænge høringsperioden med to uger, så den i alt bliver på 10 uger. Høringsperioden starter i dag fredag og slutter fredag den 2. september.

    ”Vi blev jo alle stemt ind i byrådet for ca. et halvt år siden, og nu sender vi for første gang vores samlede politiske visioner for byrådsperioden i høring. Jeg ser meget frem til at se, hvilke tilbagemeldinger, der vil komme, og jeg håber meget, at den vinder genklang” slutter borgmesteren.

    Ud over de syv strategiske temaer har byrådet også opdateret Det Guldborgsundske Mindset, som angiver fire til gange til hvordan kommunen skal løse opgaverne, både politisk, administrativt og i driften. De fire tilgange er: Åbenhed, dialog og partnerskaber, Helhedsorienteret og tværgående tilgang, Fagligt funderede rettidige og tidlige indsatser og Udnyt potentialerne.

    Næste trin i strategiprocessen er kommuneplanen, der er en udmøntning af planstrategiens visioner, og her bliver borgere, virksomheder og interessenter involveret.  

    Alle har mulighed for at indgive et høringssvar til planstrategien. Læs mere her: http://guldborgsund.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx?PlanId=28

     

    FAKTA

    Læs mere om de syv strategiske temaer her. I planstrateien kan du læse endnu mere samt i det tilhørende bilag:

    Det gode børneliv: Byrådet lægger vægt på at sikre de bedst mulige betingelser for, at vores børn kommer godt fra start i livet. Det handler om at prioritere de første 1000 dage af barnets liv og om et vedholdende fokus på at skabe gode betingelser for tryghed, trivsel og kreativitet. Vi vil understøtte tværfaglighed og handlekraft og holde fokus på det hele menneske. Vi vil sikre, at alle borgere i kommunen sikres de bedste forudsætninger for at klare sig godt i livet.

    Uddannelsesbyen Nykøbing Falster: Byrådet har fokus på at styrke og videreudvikle Nykøbing Falster som landsdelens uddannelsesby. Et lokalt udbud af relevante uddannelser har afgørende betydning for at sikre, at borgerne har adgang til uddannelsestilbud og kan klare sig godt i livet. I en tid med stigende mangel på kvalificeret arbejdskraft hos både private og offentlige virksomheder er det vigtigt, at der er adgang til relevante uddannelsestilbud for alle, herunder også kommunens egne ansatte.

    Et godt erhvervsklima: Byrådet sætter fokus på at forbedre kommunens erhvervsvenlighed. Fastholdelse og skabelse af jobs er en afgørende forudsætning for borgernes jobmuligheder og dermed også for skattegrundlaget og kernevelfærden. De igangværende og kommende infrastrukturinvesteringer betyder, at vi står overfor store potentialer og muligheder. Vi vil sikre, at erhvervslivet har de bedste forudsætninger for at udnytte mulighederne og for at udvikle og drive virksomhed i Guldborgsund Kommune.

    Grøn omstilling: Byrådet ønsker at udvikle en grøn styrkeposition og sætte fokus på grøn omstilling. Gennem dialog og partnerskaber vil vi prioritere DK2020-indsatsen om at udvikle os til en CO2 neutral landsdel i 2050. Den grønne omstilling er et tværgående tema med fokus på kommunens egne aktiviteter, på samarbejde og partnerskaber med erhvervsliv, borgere og civilsamfund og på branding indsats med fokus på tiltrækning af borgere, turister, investeringer og virksomheder.

    Kommunen som attraktiv arbejdsplads:Byrådet lægger vægt på at fremme Guldborgsund Kommune som en attraktiv arbejdsplads med attraktive arbejdsvilkår. Via et fokus på fleksible arbejdsvilkår, god ledelse, plads til fagligt funderet opgaveløsning, lokal beslutningskraft og et godt arbejdsmiljø, vil vi skabe de bedste forudsætninger for at reducere sygefraværet samt fastholde eksisterende og tiltrække nye medarbejdere. Derigennem sikrer vi gode muligheder for at løse den fælles kerneopgave.

    Turisme og bosætning: Byrådet ønsker et øget fokus på at udnytte områdets herlighedsværdier, som udgør store potentialer i forhold til tiltrækning af turister samt nye borgere. Vi vil udnytte og videreudvikle de stedbundne og de kulturbårne potentialer til gavn for herboende borgere og med sigte på at understøtte indsatsen for at tiltrække nye borgere til området. Vi vil ligeledes have et fokus på at styrke og videreudvikle turismeproduktet med udgangspunkt i områdets styrkepositioner og uudnyttede potentialer.

    Omsorg og sundhedsfremme: Byrådet har fokus på at levere en bedre omsorg og sundhedsfremme til borgerne. Vi vil arbejde for at forebygge og afhjælpe de sundhedsudfordringer, som gør sig gældende, hvad enten det handler om fysiske, sociale eller mentale udfordringer. Vi vil sikre, at borgere, som får behov for hjælp, bliver mødt af en nærværende omsorg og pleje, som er af høj kvalitet og med værdighed for øje. Vi vil arbejde for, at borgerne har de aller bedste forudsætninger for at leve gode, lange og sunde hverdagsliv.