Kontakt
Lene Madegaard
Telefon: 2026 7192
E-mail: lene@madegaard.dk
Efter en periode med fokus på Nykøbing FC’s kommunale lokaletilskud, har Folkeoplysningsudvalget i Guldborgsund Kommune fået en redegørelse for foreningens faktiske udgifter.
I juni 2026 besluttede Folkeoplysningsudvalget i Guldborgsund Kommune at indkalde Nykøbing FC til blandt andet en uddybende redegørelse af foreningens ansøgning om lokaletilskud. Formanden for Nykøbing FC forelagde disse informationer for udvalget på seneste folkeoplysningsmøde. Redegørelsen gav Folkeoplysningsudvalget anledning til at følge yderlige op med tre beslutningssager, som skal fremstilles de kommende måneder. De tre sager omfatter beslutningen om at foretage ekstern revision af sagsprocessen og indholdet, om en fremtidig tilskudsmodel for Foreningshus MO.VE skal implementeres og om tilskuddet til Foreningshus MO.VE bør reduceres på baggrund af ikke-tilskudsrelaterede aktiviteter i huset. Udvalget ønsker desuden at genoptage en tidligere sag fra 2026 angående foreningsbesøg.
”Som mange ved, har der været en række uklarheder om foreningens lokaletilskud, som der nu er blevet gjort rede for, hvilket jeg og resten af udvalget sætter stor pris på. Grunden til, at vi gerne vil have fremstillet yderligere sager, er fordi, vi bl.a. gerne vil undgå, at andre foreninger havner i lignende situationer, og fordi vi gerne vil undersøge, om vi kan skabe nogle bedre og klarere rammer for både foreningen og foreningshuset”, udtaler formand for Folkeoplysningsudvalget, Lene Madegaard.
Hvad er lokaletilskud?
Alle foreninger, som er hjemmehørende i Guldborgsund Kommune og er godkendt som folkeoplysende forening efter folkeoplysningslovens regler samt tilbyder frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde, kan søge om tilskud til forhåndsgodkendte egne eller lejede lokaler.
Folkeoplysningsudvalget behandler herefter alle indkomne ansøgninger på udvalgsmødet, hvorefter alle ansøgere får direkte besked om eventuel bevilling.
Foreninger skal i det efterfølgende år inden den 31.marts afregne for det beløb, de har modtaget.
Om Folkeoplysningsudvalget i Guldborgsund Kommune
Folkeoplysningsudvalget har til opgave at udføre de opgaver, der er tillagt udvalget i henhold til lov om støtte til folkeoplysning og inden for de økonomiske rammer og delegations- og kompetenceplaner, som fastsættes af Byrådet, samt andre opgaver Byrådet vurderer relevant.
Folkeoplysningsudvalget er blandt andet ansvarlig for at godkende nye folkeoplysende foreninger og for den årlige uddeling af ca. 16 mio. kr. i tilskud til folkeoplysende foreninger og aftenskoler i Guldborgsund Kommune.
Telefon: 2026 7192
E-mail: lene@madegaard.dk