Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Fra vision til handling: 27 mio. kr. skaber konkret udvikling

Over 27 mio. kr. har de seneste år været med til at skabe nye aktiviteter, anlæg og fællesskaber. Særligt har landdistrikterne været i fokus.

23. okt. 2025

Indhold

    I perioden 2022 – 2025 har Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune uddelt over 27 millioner kroner til lokale projekter, aktiviteter og initiativer, der på forskellig vis styrker fællesskab, frivillighed og udvikling i hele kommunen.

    Midlerne er givet gennem kommunens forskellige puljer heriblandt Landdistriktspuljen, FOKUS-puljen, Små Hurtige Succeser og øremærkede midler til kunst og kulturelle samlingspunkter. Fælles for tildelingerne er, at de har været med til at sætte liv i både by og land og særligt i de mange aktive lokalsamfund uden for Nykøbing F.

    Blandt de støttede projekter er Styregruppe 44 i Eskilstrup, der har skabt en ny aktivitetsplads, Wonder Studios i Kettinge, som bringer kulturelle oplevelser ud i kommunen og Villa Marinas sommerkoncerter i Nysted. Også på idrætsområdet har puljerne sat tydelige spor med bl.a. nye padelbaner i Væggerløse og Gedser samt tilskud til Folkecykelløbet Lolland, som samler borgere og besøgende i bevægelse.

    Fokus på landdistrikterne

    Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget har i denne periode haft et særligt blik rettet mod områderne uden for Nykøbing F., hvilket tildelingerne også afspejler. Blandt modtagerne er Eventyrlige Nysted, der skaber nye oplevelser i bymidten, Gedesby Mølle, som har fået støtte til legestativ og minigolfbane, mens Grundejerforeningen Kongsnæsgård ved Stubbekøbing har fået bevilling til en helårsbadebro, som bliver en vigtig del af den kommende rekreative oplevelsesrute KØSTEN, der giver lokale og turister mulighed for at vandre fra Stubbekøbing til Gedser.

    “Ofte er det en lille håndsrækning fra kommunen, der gør det muligt for lokale ildsjæle at skabe noget stort for alle os andre. Det er dét, puljerne kan – uanset om det handler om anlæg, kultur, idræt eller nye fællesskaber. I denne udvalgsperiode har vi haft et særligt fokus på landdistrikterne og lagt et ekstra stykke arbejde i at understøtte de gode kræfter dér, hvor fællesskabet vokser frem,” siger Ole K. Larsen, formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget.

    Udvalget vurderer, at de mange projekter tilsammen har bidraget til en tydelig styrkelse af bosætning, turisme og trivsel og til at gøre det attraktivt at bo, leve og engagere sig i hele kommunen.

    Få viden og inspiration til et projekt

    Guldborgsund Kommune inviterer til informationsaften tirsdag den 4. november kl. 16.30–19.30 i Guldboxen, hvor foreninger, frivillige og initiativtagere kan få mere at vide om de kommunale puljer og få rådgivning om ansøgning og projektudvikling.

    Læs mere om informationsaftenen her.

    Kontakt

    Formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune

    Ole K. Larsen

    Kommunikationsmedarbejder

    Laurids Erhardsen