Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Guldborgsund Kommune afslører vejnavn opkaldt efter falden soldat

Nybygget skoles vej i Sundby på Lolland opkaldes efter en falden soldat fra lokalområdet. Lørdag den 5. september bliver vejnavnet afsløret i anledningen af Flagdagen, hvor udsendte og faldne soldater hædres for deres indsats.

27. aug. 2026
Her ses Mikkel Jørgensen fra dengang, hvor han var udsendt til Helmand-provinsen i Afghanistan. Foto: Den Kongelige Livgarde

Indhold

    Den 23. oktober 2010 døde Mikkel Jørgensen under en skududveksling i Helmand-provinsen i Afghanistan. Mikkel var udsendt som soldat fra Den Kongelige Livgarde.

    I forbindelse med 10-året for Mikkels død foreslog den daværende formand for Beskæftigelsesudvalget i Guldborgsund Kommune, Ole K. Larsen, at den faldne soldat, der er født og opvokset i Toreby på Lolland, skulle æres og hædres ved at få en vej opkaldt efter sig.

    Guldborgsund Kommune kontaktede i samme ombæring Mikkels forældre, som var meget positive overfor ideen.

    Både kommunen og Mikkels forældre var samtidig enige om, at det var oplagt at opkalde vejen til den nye skole i Sundby tæt ved Nykøbing Falster efter Mikkel.

    Vejnavn afsløres til Flagdag  

    Den nye, svanemærkede skole i Sundby blev taget i brug efter sommerferien.

    Guldborgsund Kommune er derfor nu klar til at afsløre vejnavnet i forbindelse med Flagdagen, lørdag den 5. september. Fremover bliver vejnavnet i øvrigt skolens officielle adresse.

    Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune, er både glad for og stolt over, at Mikkel får en velfortjent hyldest og anerkendelse.

    ”Det betyder meget for os i Guldborgsund Kommune at have en stærk indsats over for vores veteraner. Når soldater falder, er det ligeledes vigtigt for os at mindes og ære dem. Derfor er jeg rigtig glad for at, vi nu kan leve op til det løfte vi har givet og opkalder vejen til vores nye Sundskolen efter Mikkel. Det betyder samtidig meget for mig, at Mikkels forældre har været involveret helt fra start, så det er foregået i deres ånd. Jeg håber, at alle, der deltager i den officielle navngivning af vejen, vil være med til at skabe en helt særlig dag og stemning for at mindes og ære Mikkel,” siger Simon Hansen.

    Forældre takker for omtanken

    Mikkels forældre sætter stor pris på, at Guldborgsund Kommune opkalder en vej efter deres søn og samtidig arrangerer en helt særlig begivenhed i forbindelse med afsløringen af vejnavnet.

    ”Vi er meget taknemmelige for, at Guldborgsund Kommune opkalder en vej efter Mikkel. Det er en stor ære for os. Samtidig er vi meget glade for selve placeringen på en skole, hvor personale og elever i hverdagen kan snakke om, hvorfor vejen hedder, som den gør. Det får historien til at leve videre, og det giver virkelig så god mening, og det er ligeledes i Mikkels ånd, da han selv var et legebarn,” udtaler Henrik og Birgit Jørgensen, forældre til Mikkel.  

    Også Den Kongelige Livgarde, som Mikkel var udsendt med, er glade for, at Guldborgsund Kommune viser respekt og ære til en af deres faldne soldater.

    ”Det er vigtigt, at vi husker de faldne, som har betalt den højeste pris for Danmarks internationale engagement. Derfor glæder det mig meget, at der i Guldborgsund Kommune er taget initiativ til at opkalde en vej efter en af Livgardens faldne i Afghanistan, konstabel Mikkel Jørgensen. Ære være Mikkels minde”, siger Mads Rahbek, oberst og chef for Den Kongelige Livgarde.

    Program for Flagdagen lørdag den 5. september

    Her følger programmet for Flagdagen i Guldborgsund Kommune. Alle er velkomne – uanset alder - til at deltage i alle arrangementer – bortset fra det sidste, der afvikles særligt for veteraner og pårørende.   

    Kl. 10.00   Afsløring af vejnavn ved Sundskolen i Sundby. Tale ved viceborgmester Johannes Kristensen. Kransekage og drikkevarer. Industriparken 10, Øster Toreby, 4800 Nykøbing F.

    Kl. 10.00   Køretøjsudstilling på Torvet i Nykøbing F.

    Kl. 13.30   March fra Cementen i Nykøbing F gennem byen til Bibliotekshaven.

    Kl. 14.00   Opmarch ved mindestenen i Bibliotekshaven.

    Kl. 14.10    Blomsterlægning ved mindestenen i Bibliotekshaven, overrækkelse af børnemedaljer og tale ved viceborgmester Johannes Kristensen.

    Kl. 15.00   Reception for veteraner og deres pårørende i Loungen i Guldboxen med en let servering. Tale ved formanden for Socialudvalget, Britta Lange.

    For yderligere information:

    Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune: 25 18 18 16

    Henrik Jørgensen, far til Mikkel Jørgensen: 40 52 92 93

    Eric Lerdrup Bourgois, fungerende presseofficer ved Den Kongelige Livgarde: 50 55 72 78.

    Emil Andersen, presse- og kommunikationskonsulent i Guldborgsund Kommune: 25 18 01 73