Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Guldborgsund Kommune forlænger og udvider samarbejdet med UCE om undervisningsforløb til folkeskoleelever

Guldborgsund Kommune fortsætter succesfuldt samarbejde med UddannelsesCenter Sydøstdanmark (UCE), der siden 2017 har givet folkeskoleelever i 4., 5. og 7. klasse praksisnære undervisningsforløb inden for natur og teknologi, håndværk og design, bæredygtighed og grøn omstilling. Aftalen forlænges nu i yderligere tre år.

03. jun. 2026

Indhold

    Guldborgsund Kommunes folkeskoleelever får fremover fortsat mulighed for at komme ud af klasselokalet og lære på en anderledes måde, hvor både hovedet og hænderne bliver aktiveret.

    Børne- & Skoleudvalget har på deres seneste møde i maj besluttet at forlænge samarbejdet med UddannelsesCenter Sydøstdanmark (UCE), der siden 2017 har givet elever i 4., 5. og 7. klasse praksisnære undervisningsforløb inden for natur og teknologi, håndværk og design, bæredygtighed og grøn omstilling. Aftalen forlænges nu i yderligere tre år.

    Forløbene er udviklet i tæt samarbejde mellem folkeskolerne og UCE, og giver eleverne mulighed for at opleve, hvordan faglige kompetencer fra klasselokalet kan bruges i praksis på en erhvervsskole.

    Undervisningen starter på folkeskolen, fortsætter på UCE, og efterbehandles derefter på skolen, så eleverne får et samlet og meningsfuldt læringsforløb. Samtidig er forløbene med til at give eleverne et bredere udsyn og åbne deres øjne for, hvad erhvervsuddannelserne kan – både fagligt og som fremtidige muligheder.

    Udvalg glæder sig over fortsat samarbejde

    Formand og næstformand for Børne- & Skoleudvalget, Henrik Steen Jensen og Henriette Klingberg-Nielsen, glæder sig over, at samarbejdet fortsætter:

    “Flere elever føler sig mødt og set, fordi vi tilbyder forskellige undervisningsformer og måder at lære på. Samtidig åbner forløbene elevernes øjne for, hvad erhvervsuddannelserne kan. Det er vigtigt, fordi vi kan se, at der bliver behov for arbejdskraft inden for området i de kommende år. Vi har samtidig i udvalget været optaget af, at social- og sundhedsområdet fremover bliver repræsenteret i forløbene, og vi er derfor meget glade for, at UCE vil samarbejde om at sikre gode lokale uddannelsesmuligheder.”

    I forbindelse med fusionen med SOSU Nykøbing Falster arbejder UCE nu på at integrere social- og sundhedsfagligheden i de kommende forløb, blandt andet gennem et nyt læringsforløb målrettet 7. årgang.

    Direktør for UCE, Steen Frederiksen, udtaler:

    “Vi er stolte og glade for, at partnerskabet fortsætter med Guldborgsund Kommune, hvor vi har forløb på 4., 5. og 7. årgang. Vi fortsætter med forløbene som hidtil, og efter fusionen med SOSU Nykøbing Falster er det helt naturligt for os at skabe endnu et forløb på 7. årgang, hvor vi fletter viden og kompetencer fra social- og sundhedsuddannelserne ind. Velfærdsteknologi er blandt andet noget af det, vi har fokus på at få med i forløbet. Vi glæder os til at forlænge samarbejdet, hvor vi oplever, at mødet mellem erhvervsskole og folkeskole er helt unikt.”

    Sikrer rød tråd i vejledningen af elever

    Undervisningsforløbene vil fortsat være forankret hos Ungdommens Uddannelsesvejledning i Guldborgsund Kommune.

    Ulla Petersen, leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning, udtaler:  

    ”Undervisningsforløbene understøtter de mange andre aktiviteter, vi i Guldborgsund Kommune har sat i gang for at sikre en rød tråd i vejledningen af eleverne, hvilket er med til at sikre elevernes udsyn og indblik i de mere erhvervsrettede uddannelser. I Ungdommens Uddannelsesvejledning er vi klar til at varetage opgaven i endnu en periode, og vi er også klar til at udvikle forløbene endnu mere i samarbejde med UCE.”

    Med forlængelsen af aftalen fortsætter Guldborgsund Kommune med at sikre praksisnære og erhvervsrettede undervisningsforløb til gavn for de elever, der trives og lærer bedst på andre måder end ved klassisk tavleundervisning.

    Evalueringen af den seneste treårige periode viser, at eleverne helt generelt er tilfredse med forløbene.

    For yderligere information:

    Henrik Steen Jensen, formand for Børne- & Skoleudvalget i Guldborgsund Kommune: 25 18 29 56 

    Henriette Klingberg-Nielsen, næstformand for Børne- & Skoleudvalget i Guldborgsund Kommune: 25 18 29 58

    Steen Frederiksen, direktør for UCE: 91 17 78 25

    Ulla Petersen, leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning i Guldborgsund Kommune: 25 18 16 86