Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Guldborgsund Kommune forlænger samarbejde med lokal erhvervsskole om håndværksmæssige og innovative forløb for folkeskoleelever

Siden 2017 har Guldborgsund Kommune haft et tæt og forpligtende samarbejde med erhvervsskolen CELF i Nykøbing Falster. Nu har Børn og Skoleudvalget besluttet at forlænge samarbejdet med yderligere tre år, så endnu flere folkeskoleelever i fremtiden får mulighed for at afprøve håndværksmæssige og innovative fag i undervisningstiden.

22. feb. 2023

Indhold

    Endnu flere folkeskoleelever i Guldborgsund Kommune får fremover mulighed for at komme ud og bruge deres hænder i undervisningstiden.

    Børn og Skoleudvalget har på seneste udvalgsmøde besluttet at forlænge samarbejdet med den lokale erhvervsskole i Nykøbing Falster, CELF, med en ny treårig periode.

    Beslutningen betyder, at folkeskoleelever i 4., 5. og 7. klasse fortsat får mulighed for at få savsmuld mellem fingrene eller få en robot til at køre i et af værkstederne hos CELF.

    Forløbene er udviklet og bliver også udført i et samarbejde mellem folkeskolerne og erhvervsskolen, hvilket betyder, at besøgene i CELFs værksteder er en del af et sammenhængende, fagligt forløb og ikke et enkeltstående kig ind i erhvervsskolens verden.

    Formålet med samarbejdet mellem Guldborgsund Kommune og CELF er at øge interessen for de erhvervsfaglige uddannelser samt at give eleverne mulighed for at anvende viden i praksis.

    Jesper Blomberg, formand for Børn og Skoleudvalget i Guldborgsund Kommune, udtaler:

    ”Jeg er glad for, at vi fortsætter vores målrettede indsats med at bygge bro til lokale erhvervsuddannelser. Det er vigtigt, at vi kan tilbyde håndværksmæssige og innovative forløb til de elever i folkeskolen, der er glade for at lære med hænderne og er praktiske anlagte. På den måde er vi her og nu med til at skabe trivsel og læring hos den enkelte elev, og på sigt håber vi på, at den tidlige brobygning er med til at øge interessen for at starte på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.”

    Søren Vikkelsø, direktør hos CELF, siger:

    ”Vi har brug for, at endnu flere unge mennesker vælger en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, da der er stor efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft indenfor alle slags håndværk. Vi er derfor glade for, at Guldborgsund Kommune ønsker at fortsætte det gode samarbejde med os, så vi i fællesskab kan være med til at sikre, at endnu flere skolebørn bliver introduceret til håndværksmæssige og innovative fag og forhåbentlig får lyst til at tage en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.”

    Ulla Petersen, leder for Ungdommens Uddannelsesvejledning i Guldborgsund Kommune, siger:

    ”Partnerskabet med CELF giver en enestående mulighed for, at alle elever kan opnå ny viden gennem teori og praksis. I 4. og 5. klasse handler det om elevernes erfaring med at lære, deres møde med håndværket og forældrenes møde med erhvervsskolen. På den lange bane handler partnerskabet og investeringen selvfølgelig også om, at alle elever skal træffe deres uddannelsesvalg på et oplyst grundlag, ligesom investeringen sikrer fortsat udvikling og fremdrift i brobygningsaktiviteterne fra 4. til 10. klasse.”

     

    Fakta om den nye samarbejdsaftale

    Den nye samarbejdsaftale mellem Guldborgsund Kommune og CELF gælder fra 1. august 2023 til 31. juli 2026.

    Hvert år får cirka 1100 elever – fordelt på 4., 5. og 7. klasse – glæde af forløbene hos CELF.

    Forløbet for 4. klasse handler om teknologi, 5. klasse: håndværk og design og 7. klasse: bæredygtighed.

    Guldborgsund Kommune betaler 490.000 kroner om året til CELF for at undervise eleverne på de forskellige forløb.

     

    For yderligere information, kontakt:

    Jesper Blomberg, formand for Børn og Skoleudvalget i Guldborgsund Kommune: 40 19 44 90 – byjb@guldborgsund.dk

    Søren Vikkelsø, direktør hos CELF, 61 63 28 60 – soev@celf.dk

    Ulla Petersen, leder for Ungdommens Uddannelsesvejledning i Guldborgsund Kommune: 25 18 16 86 – upete@guldborgsund.dk

    Emil Andersen, presse- og kommunikationskonsulent i Guldborgsund Kommune: 25 18 01 73 - eand@guldborgsund.dk