Kontakt
Simon Hansen
Telefon: 25 18 18 16
E-mail: siha@guldborgsund.dk
Per Hansen
E-mail: per@doelle.dk
Anne-Louise Lopez Bøttger-Rasmussen
E-mail: allbr@guldborgsund.dk
Et klimapartnerskab mellem Guldborgsund Kommune og foreningen Dølle skal blandt andet sikre, at den populære festival har det lavest mulige klimaaftryk og samtidig inspirere gæsterne til mere bæredygtige valg.
Guldborgsund Kommune har for nylig indgået en klimapartnerskabsaftale med den lokale forening Dølle, som står bag den populære festival med over 100.000 årlige besøgende. Aftalen markerer et fælles skridt mod en grønnere fremtid, og understøtter kommunens mål om CO2-neutralitet senest i 2050.
Dølle har gennem årtier haft stor kulturel betydning i Guldborgsund Kommune og fungerer som samlingspunkt for både borgere og foreninger. Med sine mange besøgende og frivillige har festivalen et betydeligt aftryk – og netop derfor er Dølle en oplagt samarbejdspartner i den grønne omstilling.
Festivalen som afsæt for grøn omstilling
Partnerskabet skal blandt andet sikre, at festivalen har det lavest mulige klimaaftryk og samtidig inspirere gæsterne til mere bæredygtige valg. Det handler ikke kun om at reducere CO2-udledningen fra festivalens eget forbrug, men også om at påvirke gæsternes adfærd og bevidsthed under festivalen – og gerne videre ud i hverdagen. Det sker gennem grøn infrastruktur, vedvarende energiløsninger og et mere bæredygtigt udbud af varer og transportmuligheder.
Guldborgsund Kommune ser samarbejdet som en vigtig brik i den lokale grønne omstilling. Kommunens mål om CO2-neutralitet kræver ikke alene teknologiske løsninger, men også ændringer i borgernes forbrug og vaner. Her spiller kulturaktører som Dølle en særlig rolle, fordi de møder borgerne i øjenhøjde og kan være med til at skabe engagement og forandring.
”Dølle har en helt særlig rolle i mødet med borgerne, og vi ser et stort potentiale i at bruge festivalen som afsæt for grøn omstilling,” siger borgmester Simon Hansen.
”Samarbejdet med Dølle er et godt eksempel på, hvordan vi kan skabe lokal forandring gennem fælles handling," siger han.
Dølle tager ansvar for fremtiden
Formand for Dølle, Per Hansen, ser partnerskabet som en naturlig udvikling.
”Vi har også fokus på den grønne omstilling. Vi har en forventning om, at Dølle også er her om mange år, og derfor skal vi tilpasse os. Vi vil gerne være med til at formidle den grønne omstilling. Vi har en opgave og et ansvar – at involvere os og støtte op om grønne initiativer på bedste vis,” siger Per Hansen.
Aftalen er frivillig, men gensidigt forpligtende, og skal revideres årligt. Den kan udvides til at omfatte flere aktører og emner, i takt med at samarbejdet udvikler sig.
Telefon: 25 18 18 16
E-mail: siha@guldborgsund.dk
E-mail: per@doelle.dk
E-mail: allbr@guldborgsund.dk