Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Jobmesse skaber konkrete ansættelser

Virksomhedsservice i Guldborgsund kan nu sætte tal på effekten af årets Job- og Uddannelsesmesse, og resultaterne viser tydeligt, at messen gør en reel forskel for både virksomheder og jobsøgende.

27. mar. 2026

Indhold

    I år deltog 83 virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Job- og Uddannelsesmessen i Guldborgsund, og der var 1.700 besøgende på messen. Det førte ikke kun til gode samtaler – men også til faktiske ansættelser. Foreløbig har 10 virksomheder oplyst, at de har ansat en medarbejder, de mødte på messen, og flere virksomheder har aftalt opfølgende samtaler med potentielle kandidater.

    En af de virksomheder, der har haft direkte udbytte af messen, er Sax-Trans A/S. Transportchef Dan Davidsen fortæller: ”Vi fik en henvendelse fra en jobsøgende på vores stand, som gerne ville arbejde som chauffør. Og vi manglede chauffører på det tidspunkt. Efter dialog med Virksomhedsservice fik borgeren bevilget et ADR-bevis i Farligt gods, og han er nu startet i job hos os.”

    Formand for Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsudvalget, Stine Steffensen, glæder sig over resultaterne: ”Det er præcis sådan nogle historier, der viser værdien af vores tætte samarbejde med virksomhederne. Når vi kan hjælpe med at matche lokale virksomheder med de rette kandidater – og understøtte opkvalificeringen, når det er nødvendigt – så løser vi vores kerneopgave.”

    De positive resultater fra jobmessen ligger i tråd med den tilfredshedsmåling, som KL for nylig har gennemført blandt 349 lokale virksomheder. Her svarer mere end 8 ud af 10, at de er tilfredse eller meget tilfredse med samarbejdet med Virksomhedsservice.

    Virksomhederne fremhæver især hurtig responstid og en god forståelse for deres behov. Hele 41 % giver topkarakter, når de vurderer sandsynligheden for at anbefale Virksomhedsservice til andre. 48 % af virksomhederne har ansat en medarbejder som følge af samarbejdet, og tilfredsheden med kandidatmatchet er stort.

    ”Vi er glade for, at virksomhederne oplever vores indsats som værdifuld. Det viser, at vores virksomhedsservice gør en reel forskel – både for virksomhederne og for de borgere, der kommer i job,” siger Stine Steffensen.

    Kontakt

    Stine Steffensen

    Presse- og kommunikationskonsulent

    Andreas Johansen