Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Kunstner er valgt til at skabe ny sanselund i Sakskøbing

Vestergade 18 i Sakskøbing er et stort skridt nærmere at forvandle sig fra nedrivningsgrund til sanselund. Guldborgsund Kommune har netop fundet den kunstner, som skal stå bag forvandlingen. Vinder er kunstner Søren Lose med sanselundsprojektet ”Nummer atten”.

17. mar. 2023

Thomas Seest

Foto af: Thomas Seest

Indhold

    Grunden Vestergade 18 skal i år forvandles fra tom nedrivningsgrund til en sanselund.

    Sidste år sendte Guldborgsund Kommune opgaven i et såkaldt ”open call” til professionelt arbejdende billedkunstnere og bad om deres kunstneriske bud på, hvordan de kunne se grunden forvandlet.

    Det gav ikke mindre end 21 ansøgninger, og vinderen er netop fundet. Det blev billedkunstner Søren Lose med projektet ”Nummer Atten”.

    Med projektet ønsker han at sammenkæde arkitektur, historie og havedyrkning i et unikt stedsspecifikt kunstprojekt, der tager direkte udgangspunkt i Sakskøbing som fødevare- og gastronomiby.

    -        Jeg er meget stolt over at have fået opgaven. Det er så at sige en drømmeopgave som det bliver virkelig spændende at komme i gang med. Vi ses i nummer atten!, siger Søren Lose, som oprindeligt selv er født og opvokset på Lolland-Falster.

    Sanselunden bliver et bæredygtigt og inspirerende byrum, hvor der skal være noget at komme efter på alle tidspunkter af året for lokale borgere såvel som turister. Det skal kunne spises, observeres, duftes og mærkes.

    Vinderprojektet inddeler grunden i tre zoner: Huset, Køkkenhaven og Frugthaven, hvor der både skal være plads til både mennesker, insekter og planter. Huset er en synlig fortælling om det tidligere hus, der lå på grunden, hvor de to andre zoner repræsenterer husets ”have”, som nu bliver til byens have. 

    Hvordan det helt præcist kommer til at se ud på grunden, er endnu ikke på plads. De tegninger skal der nu arbejdes på i samarbejde mellem Guldborgsund Kommune, kunstner Søren Lose og borgerne i området.

    Det arbejde kommer til at foregå den kommende tid, og så vil selve sanselunden begynde at tage form til efteråret, når det er godt plantevejr.

    Bedømmelsesudvalget begrundelse af vinder: 

    "Vi kan med overbevisning sige, at vi i bedømmelsesudvalget var enige i at pege på billedkunstner Søren Loses forslag ’Nummer atten’ som det, vi gerne vil gå videre med. ’Nummer atten’ vil vække nysgerrighed i bybilledet, og forslaget tænker på bedste vis den lokale kontekst sammen med et spiseligt og sanseligt naturrum, hvor man vil have lyst til at tage ophold. Vi synes godt om den synlige fortælling om det tidligere hus, der lå i Vestergade nr. 18 og det at Søren Lose på en meget fin måde bevarer fortællingen om byens historie. Samtidig vil sanselunden være med til at understrege Sakskøbings lokale identitet som fødevare- og gastronomiby."