Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Mød kommunen på bykontor i Skelby

Byrådet godkendte i december at sætte gang i en landsbyfornyelse i Skelby på Sydfalster. I den forbindelse åbner Guldborgsund Kommune dørene til et bykontor i byen torsdag 8. februar. Her kan alle komme og høre mere om planerne og komme med egne gode ideer til de kommende projekter.

05. feb. 2024

Indhold

    Adopter et træ, se planerne og del dine egne gode idéer. Det inviterer Guldborgsund Kommune til i landsbyen Skelby, hvor kommunen den 8. februar slår dørene op til et midlertidigt bykontor i byens forsamlingshus.  

    Det sker som en del af den landsbyfornyelse, som byrådet i december besluttede at sætte i gang. Projektet svarer til en områdefornyelse, men i mikroskala. Det er første gang i kommunens historie, man landsbyfornyer på den måde, og derfor skal projektet både udvikle Skelby, og give kommunen erfaringer til det øvrige arbejde med at gøre kommunens landsbyer attraktive at bo i.  

    - Åbningen af bykontoret markerer et vigtigt skridt i vores arbejde, hvor de planer vi har udviklet i tæt samarbejde med borgerne, nu skal blive til virkelighed. Planerne blev godkendt af et enigt byråd i december, så der er fuld opbakning til borgernes gode og spændende idéer, siger formand for Teknik, Klima og Miljøudvalget Annemette S. Johnsen.  

    De første fysiske spadestik tages til foråret, så indtil da forbereder administrationen de sidste detaljer, og det er altså dem, man stadig kan nå at få indflydelse på, hvis man møder op i bykontoret, som får adresse i byens forsamlingshus.  

    På kontoret kan man møde det team fra administrationen som arbejder med landsbyfornyelsen. Med sig tager de det materiale, der er om projektet, og så har de også en liste med, hvor de noterer gode idéer fra borgerne og ikke mindst, hvis nogle vil give en hånd med helt konkrete projekter. For eksempel er der mulighed for at adoptere træer. Jo flere der  adopterer træer, jo grønnere kan landsbyen blive.   

    - Borgerne har allerede bidraget med et virkelig stort engagement til landsbyfornyelsem, så vi vil rigtigt gerne give alle mulighed for at fortsætte det engagement helt ind i de konkrete projekter. For eksempel skal vi forvandle byens store boldbane til et mere alsidigt grønt område, hvor vi giver plads til biodiversitet. Her vil vi gerne samarbejde omkring adoption af træer. Konceptet er, at vi køber træerne, og så passer adoptanterne dem i nogle år, indtil de har fået solide rødder i Skelby. Jo færre udgifter vi har til driften af træer, jo flere træer har vi råd til at plante, siger formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget Ole K. Larsen.   

    Bykontoret har åbent 8. februar klokken 17-19 i Skelby Forsamlingshus. Har man ikke mulighed for at møde op på dagen, så kan man skrive til kommunen på plan@guldborgsund.dk, hvis man vil være med i et konkret projekt.  

    Økonomi til indsatserne tages fra den statslige Landsbypulje 2021. For hver 100 kroner, der trækkes fra puljen, medfinansierer kommunen med 40 kroner, mens staten betaler 60 kroner.

    Kontakt

    Formand for Teknik, Klima og Miljøudvalget

    Annemette S. Johnsen

    E-mail: byasj@guldborgsund.dk

    Formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget

    Ole K. Larsen

    Telefon: 25 18 03 98

    E-mail: byokl@guldborgsund.dk

    Christian Broen

    Telefon: 25 18 20 00

    E-mail: cbroe@guldborgsund.dk

    Kommunikationskonsulent

    Stine Melissa Jensen

    E-mail: stmj@guldborgsund.dk