Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Ny Børne- og Ungdomspolitik skabt i samarbejde mellem flere udvalg

Guldborgsund Kommunes nye Børne- og Ungepolitik 2024, der er blevet til i samarbejde mellem Børn og Skoleudvalget, Socialudvalget og ikke mindst interessenter og borgere, sendes nu i høring.

18. dec. 2024

Indhold

    Et ord går igen, når man taler om den nye Børne- og Ungepolitik 2024 med henholdsvis Britta Lange, formand for Socialudvalget og Martin Lohse, formand for Børn og Skoleudvalget: Inddragelse.

    Den inddragende proces startede i forsommeren 2024, og siden start har der været afholdt en workshop for det politiske niveau samt to workshops for samarbejdspartnere. Sideløbende har alle relevante centre i kommunen været inddraget i processen og de har haft mulighed for at komme med input.

    De to udvalg valgte at samarbejde om politikken, så det er et gennemarbejdet og solidt fundament den hviler på.

    ”Jeg er glad for, at vi som to udvalg, der beskæftiger os med børn og unge, kan gå sammen om at forfatte en ny Børne- og Ungepolitik. Samarbejdet er godt, fordi det er med til at sikre, at vi får set på eventuelle problematikker fra flest mulige vinkler. Og så er jeg særligt stolt af, at vi har inddraget så mange interessenter, samarbejdspartnere, børn og forældre i processen. Jeg håber, de vil læse vores Børne- og Ungepolitik og indgive høringssvar i løbet af høringsperioden, hvis der er noget, vi kan gøre bedre,” udtaler Britta Lange, formand for Socialudvalget.

    Fem vigtige temaer

    Guldborgsund Kommunes nye Børne- og Ungepolitik 2024 fokuserer særligt på fem vigtige temaer:

    Medindflydelse og inddragelse

    Sundhed og trivsel

    Overgange

    Meningsfulde fællesskaber og partnerskaber

    Rettidig indsats og tværfagligt samarbejde

    Martin Lohse, formand for Børn og Skoleudvalget, er særligt stolt af, at man har formået at inddrage så mange interessenter i udarbejdelsen af politikken, og at man har formået at arbejde på tværs af de politiske udvalg:

    ”Man taler meget om silotænkning og hvor problematisk det er, når man ikke rækker ud efter ekspertise andre steder. Her er vi gået sammen i to udvalg, og det har været en rigtig god proces, kan jeg heldigvis konstatere. Samarbejdet har givet et stærkt slutprodukt, der både favner smalt og bredt - man kan måske godt komme til at stirre sig blind på en særlig målgruppe i sådan en proces, men jeg synes, vi har formået at rumme alle børn, og det har været meget vigtigt for os i Børn og Skoleudvalget,” udtaler udvalgsformand Martin Lohse.

    Sendt i høring 

    Nu hvor begge udvalg har besluttet at sende børne- og ungepolitikken i høring har samarbejdspartnere mulighed for at give deres besyv med. Høringsperioden går fra 19. december 2024 til klokken 12.00 den 3. februar 2025. Udvalgene vil herefter gennemgå alle høringssvar og genoptage sagen på udvalgsmøderne sidst i februar til endelig beslutning.

    For nærmere oplysninger kontakt Britta Lange, formand for Socialudvalget og Martin Lohse, formand for Børn og Skoleudvalget.

    Kontakt

    Britta Lange

    Telefon: 25181829

    E-mail: bybl@guldborgsund.dk

    Martin Lohse

    Telefon: 25 18 18 13

    E-mail: marlo@guldborgsund.dk

    Presse- og kommunikationskonsulent

    Andreas Johansen

    Telefon: 25182357

    E-mail: andr@guldborgsund.dk