Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Ny plan for en mere levende bymidte

Byrådet har netop sendt en ny lokalplan for Nykøbing bymidte i høring. Planen skal gøre det enklere at bruge og udvikle bymidten ved blandt andet at give plads til flere boliger og styrke både handel og hverdagsliv. Der inviteres til borgermøde 4. juni.

27. maj 2026

Indhold

    Byrådet har netop sendt et forslag til en ny lokalplan for Nykøbing bymidte i offentlig høring.

    Planen skal skabe mere liv i bymidten, gøre reglerne enklere og give bedre muligheder for både borgere, erhvervsliv og besøgende – samtidig med at byens vigtigste historiske værdier passes på.

    Den nye lokalplan samler en lang række eksisterende planer i ét fælles plangrundlag. Det gør det lettere at finde rundt i reglerne og giver klarhed over, hvad der kan udvikles, bevares og fornyes i bymidten.

    “Med den nye plan vil det blive enklere at bruge bymidten og dermed også mere attraktivt at investere i den. Dermed vil der blive skabt bedre rammer for handel, boliger og oplevelser – så det gavner både erhvervslivet og de borgere, der bor og færdes i Nykøbing,” siger Henrik Høegh-Andersen, formand for Teknik-, Natur- & Miljøudvalget.

    Flere boliger og en mere levende bymidte

    Planen åbner blandt andet for, at der kan etableres boliger i stueetagen i dele af bymidten uden for de centrale butiksområder. Det giver mulighed for at omdanne tomme eller nedslidte lokaler til boliger og skaber grundlag for private investeringer, især i gader langs kanten af bymidten.

    Samtidig samles butikkerne i den mest centrale del af byen for at skabe en stærk og sammenhængende butiksgade. Der gives også plads til restaurationer, hvor gader og pladser rummer muligheder for udeservering.

    “Planen giver os mulighed for at bruge bymidten mere klogt. For eksempel kan tomme butikslokaler blive til boliger i dele af bymidten, så vi igen skaber liv her, hvor der ikke længere er efterspørgsel på butikslokaler,” siger Annemette S. Johnsen, næstformand for Teknik-, Natur- & Miljøudvalget.

    Bevaring og fornyelse hånd i hånd

    Den nye plan udpeger færre, men de vigtigste bevaringsværdige bygninger og bymiljøer. Det gør det tydeligere, hvilke kulturhistoriske værdier der skal passes på, og giver samtidig større fleksibilitet til at forny andre bygninger og “fylde hullerne ud” i bymidten med tidssvarende byggeri.

    For erhvervslivet bliver reglerne blandt andet enklere, når det gælder skiltning. Fremover kræver skilte ikke automatisk en godkendelse, så længe de følger lokalplanens rammer. Det forventes at give færre administrative sager og hurtigere afklaringer.

    Borgermøde 4. juni

    Som led i høringen afholdes der borgermøde den 4. juni 2026, hvor planerne bliver præsenteret og drøftet.

    Borgermødet afholdes i Markedshallen, Fejøgade 18, torsdag 4. juni 2026 klokken 17 -19.

    Deltagelse kræver tilmelding.

    Læs planen, tilmeld borgermødet eller indsend høringssvar via www.guldborgsund.dk/lokalplan234.

    Høringsperioden går fra 25. maj til 10. august 2026.

    Kontakt

    Portræt af Annemette S. Johnsen
    Næstformand, Teknik-, Natur- & Miljøudvalget

    Annemette S. Johnsen

    Portræt af Henrik Høegh-Andersen

    Henrik Høegh-Andersen