Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Ny strategisk plan for handicapområdet

Den hidtidige handicappolitik i Guldborgsund Kommune fra 2013 erstattes nu af en strategisk plan for handicapområdet.

30. jun. 2025

Indhold

    Med afsæt i FN’s Handicapkonvention har Guldborgsund Kommune nu formuleret en ”Strategisk plan for Handicapområdet.” Denne er blevet til i et tæt samarbejde mellem flere relevante parter: Guldborgsund Kommunes fagpersonale, Handicaprådet og ikke mindst særligt inviterede interessenter fra lokalsamfundet, der også har været med i processen over flere omgange. Der har også været gennemført workshop og høring med Danske Handicaporganisationer.  

    Formålet med den nye, strategiske plan for handicapområdet i Guldborgsund Kommune er at etablere mål og strategier, prioritere ressourcer bedst muligt og sikre en systematisk udvikling af de tilbud og indsatser, kommunen tilbyder.  

     “Den her plan er resultatet af noget af det vigtigste, vi kan gøre som kommune: Lytte, samarbejde og tage ansvar. Vi har ikke bare lavet en strategi – vi har taget et fælles skridt i retning af en mere tilgængelig, inkluderende og værdig hverdag for mennesker med handicap. Det skylder vi dem, og det skylder vi os selv som samfund. Jeg vil gerne sende en varm tak til Handicaprådet, Danske Handicaporganisationer og alle de borgere, der har delt deres erfaringer og holdninger. Det er deres stemmer, der har givet planen både retning og dybde.”udtaler Britta Lange, formand for Socialudvalget i Guldborgsund Kommune.  

    Den nye, strategiske plan for handicapområdet er skrevet med en vision om en nemmere og mere overskuelig hverdag for medborgere, der lever med et handicap. Og det synes Bente Lerche-Thomsen, næstformand i Socialudvalget, at man med udarbejdelsen af strategien er kommet i mål med.  

    ”Vi har forsøgt at understøtte kommunen i dens bestræbelser for at tage hånd om nogle af de svageste i vores samfund og måske inspirere til at gøre tingene anderledes – og måske bedre – i takt med samfundets udvikling. Vi gør med strategien her det forhåbentlig endnu mere opnåeligt for folk der lever med et handicap at deltage i fællesskaber og leve gode, selvstændige liv. Det er i hvert fald målsætningen,” lyder det fra næstformanden.  

    Du kan læse hele strategien for handicapområdet i Guldborgsund Kommune lige her: https://dagsordener.guldborgsund.dk/vis/pdf/bilag/ba7abcdc-8ebb-47d6-80d4-03e1cdfb0f43/?redirectDirectlyToPdf=false

    Kontakt

    Britta Lange

    Telefon: 25181829

    E-mail: bybl@guldborgsund.dk

    Bodil Pedersen

    E-mail: bope@guldborgsund.dk

    Presse- og kommunikationskonsulent

    Andreas Johansen

    Telefon: 25182357

    E-mail: andr@guldborgsund.dk