Kontakt

Britta Lange
Telefon: 25181829
E-mail: bybl@guldborgsund.dk

Bente Lerche-Thomsen
E-mail: blto@guldborgsund.dk

Andreas Johansen
Telefon: 25182357
E-mail: andr@guldborgsund.dk
Socialudvalget har i samarbejdet med en lang række repræsentanter på socialområdet udarbejdet en ny udsattestrategi, der skal sætte ekstra fokus på at forbedre livsvilkårene for voksne og familier, der befinder sig i socialt udsatte livspositioner.
”Det er med en enorm stolthed, vi nu kan præsentere vores nye udsattestrategi, Denne strategi spænder bredt og som med alt andet, vi har gjort i Socialudvalget gennem de seneste snart fire år, har den til sigte at hjælpe borgere, der er et svært sted, med at komme på fode igen og mestre eget liv,” udtaler socialrådsformand Britta Lange.
Udsattestrategien er ikke blot en politisk kurs – den rummer konkrete forslag til, hvordan Guldborgsund Kommune nu og i fremtiden kan være med til at sikre, at sårbare borgere understøttes bedst muligt. Strategien rummer seks hovedtemaer:
Styrkelse af fællesskaber
Lighed i sundhed
Økonomisk udsathed
Boliger for alle
Digital inklusion
Samarbejde og partnerskaber
”Vi har i samarbejde udarbejdet denne strategi med stor hjælp fra mange forskellige aktører, der på hver deres måde har et særligt indblik i en eller flere af de problemstillinger, udsattestrategien skal afhjælpe. Vi vil gerne takke alle de kommunale ledere, NGO’er og frivillige organisationer, der har spillet en vigtig rolle i udviklingen af strategien – en strategi, der hænger tæt sammen med kommunens samlede socialpolitik,” udtaler næstformand i Socialudvalget Bente Lerche-Thomsen.
I Udsatterådet i Guldborgsund Kommune vækker den nye strategi glæde. Stig Moss-Hansen, der er formand for Udsatterådet, ser den nye strategi som et vigtigt skridt i en positiv retning for de socialt udsatte borgere:
”Jeg synes, det er en meget ambitiøs strategi, og jeg synes det er godt, man overhovedet prioriterer at lave sådan en strategi – det er en mulighed for at holde kommunen fast på de ting, vi gerne vil opnå. Lighed i sundhed er et af de temaer, jeg har en særlig forkærlighed for. Det mener jeg nemlig ikke, vi har i dag. Derfor er det et vigtigt tema fortsat at arbejde med. I fremtiden kommer der en strukturreform, hvor der bliver nedsat sundhedsråd, hvor kommunerne får plads, og der håber jeg at vi i Guldborgsund Kommune arbejder for, at sundhedsvæsnet bliver mere nært og lige på tværs af sociale skel,” udtaler Udsatterådsformand Stig Moss-Hansen.
Et konkret eksempel på et projekt, der er helt i tråd med den nyd udsattestrategi, er implementeringen af det sociale frikort. Et socialt frikort giver borgere med særlige sociale problemer mulighed for at tjene op til 42.766 kroner skattefrit per kalenderår, uden at indtægten fradrages i borgerens offentlige forsørgelsesydelser.
Det har skabt stor begejstring på Værestedet Perronen i Nykøbing. Værestedet har mange brugere, der lever på kanten af samfundet, men som gerne vil bidrage, hvor de kan – uden at blive begrænset af unødvendigt bureaukrati.
Stina Ebbe, leder af Værestedet Perronen, uddyber:
”Vi er allerede godt i gang med at lave ansøgningerne til nogen sociale frikort, der er virkelig interesse for det. Vi havde 20 deltagere til et informationsmøde tidligere, det kom faktisk bag på os med den interesse, så det er noget, der fylder for folk. Det giver noget, man er en del af et fællesskab – og kan honoreres for det, det vækker en stor glæde hos vores brugere. Og så er der en motivation til at lægge stofferne eller andet på hylden; nu kan man spare op til en lille bil, gøre noget for sig selv. Drømmen er jo, at nogen kan starte her i huset og så kan rykke videre – f.eks. op i vores genbrugsbutik, hvorfra man så kan komme ud på en af de lokale virksomheder.”
Du kan læse strategien i sin helhed lige her: Udsattestrategi 2025
Telefon: 25181829
E-mail: bybl@guldborgsund.dk
E-mail: blto@guldborgsund.dk
Telefon: 25182357
E-mail: andr@guldborgsund.dk