Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Nyt budget i Guldborgsund med fortsat fokus på børnene

BUDGET: Børnene i Guldborgsund Kommunes dagtilbud kan se frem til flere voksne omkring sig. Det er et af resultaterne i dette års budgetforlig, som faldt på plads torsdag.

11. sep. 2025

Indhold

    Torsdag blev budgetaftalen for 2026 skrevet under. Bag aftalen står 27 ud af 29 byrådsmedlemmer. Parterne er blandt andet enige om at fortsætte sidste års fokus på børneområdet. Det betyder, at der med den nye budgetaftale er flere penge på vej til de kommunale dagtilbud.

    ”Med sidste års budgetaftale blev vi enige om et varigt løft af børne- og ungeområdet, og jeg er glad for, at forligsparterne bag dette års budget igen er blevet enige om at prioritere børnene,” siger borgmester Simon Hansen.

    ”Jeg er også glad for, at vi igen i år står med en bred politisk aftale. Det vidner om, at vi trods politiske forskelle står sammen og er fælles om at tage ansvar. Jeg vil gerne takke alle forligsparter for det gode samarbejde, vi har haft om budgettet,” siger Simon Hansen.

    Flere penge til de mindste og de ældste
    Med regeringens finanslovsforslag er der afsat penge til dagtilbudsområdet på landsplan, og Guldborgsund Kommune kan se frem til at få i omegnen af 10 millioner kroner. Parterne bag budgetaftalen i Guldborgsund har besluttet at lægge 50% oveni, i alt fem millioner kroner, så der kan bruges op mod 15 millioner kroner mere på børnene. Penge, der primært skal bruges på pædagogisk personale.

    Derudover har parterne afsat 36 millioner kroner over de kommende år til byggeriet af en helt ny daginstitution i Eskilstrup i tilknytning til skolen. Byens nuværende daginstitution er som bygning slidt og utidssvarende, og forligsparterne ønsker at give områdets børn de bedste rammer for at udvikle og udfolde sig.

    Der er også penge til ældreområdet. Klippekortsordningen for de ældre fortsætter, ligesom der afsættes flere penge til frivillige og foreninger, der laver aktiviteter for de ældre. Desuden udgår besparelseskravet på 16 millioner kroner for ældreområdet i 2026.

    På anlægssiden er der afsat 42,8 millioner kroner fordelt over de kommende fire år til et såkaldt grundkapitalindskud til byggeriet af de nye og moderne plejehjem til de ældre.

    Fokus på lokale fællesskaber
    På tværs af offentlige og private aktører er der allerede mange udviklingsprojekter i gang i Stubbekøbing, Hesnæs, Nørre Alslev, Eskilstrup, Marielyst, Gedser, Nysted og Sakskøbing. Kommunens andel i de mange projekter er godt 170 millioner kroner, som primært kommer fra anlægsbudgettet.

    Med budgetaftalen afsættes der nu flere penge, som sendes helt ud til foreningslivet, lokale initiativer, grønne fællesrum, natur og biodiversitet. Parterne ønsker samlet set at styrke rammerne for det fælles hverdagsliv, der leves rundt om i kommunen.

    Eksempelvis fordobles tilskuddet til de mindre foreningsdrevne forsamlingshuse. Der sættes flere penge af til den igangværende renovering af lystbådehavnene i Gedser, Guldborg, Hesnæs, Nysted og Stubbekøbing. Der skal laves flere grønne byrum, og så etableres der også en pulje til nye initiativer, der fremmer biodiversiteten rundt om i kommunen.

    Byggeriet af Sakskøbing Sluse, der blev indviet i mandags, er blevet dobbelt så dyrt som først antaget. Derfor er aftaleparterne også enige om at fordoble det kommunale tilskud til slusen med yderligere fem millioner kroner.

    Ifølge aftaleparterne er den fortsatte udvikling af havnen i Nykøbing en vigtig del af de vedvarende investeringer i kommunen som et godt og levende sted at bo, besøge og drive virksomhed. Byggeriet af Bastebrohuset, som blandt andet samler Museum Lolland Falster og hovedbiblioteket, skal være et kreativt og rekreativt rum for alle borgere med let adgang til historie, kultur, litteratur, formidling og samvær. Over de kommende fire år afsætter parterne yderligere 13 millioner kroner til den kommunale andel af finansieringen.

    Anlæg med fokus på arbejdspladser og erhvervsliv
    Indsatsen med at styrke erhvervslivets muligheder for vækst og udvikling i Guldborgsund fastholdes. Det betyder, at bevillingerne til arbejdet med at forbedre kommunens erhvervsservice fortsætter, så de nuværende virksomheder oplever bedre og smidigere service og understøttelse. Det samme gør arbejdet med at tiltrække flere virksomheder til kommunen, især til de motorvejsnære erhvervsarealer ved Nørre Alslev og Eskilstrup, hvor større virksomhedsetableringer er på vej.

    Derudover øger parterne tilskuddet til handels- og erhvervsforeningen Vores Nykøbing til årligt 1,5 millioner kroner under forudsætning af, at Vores Nykøbing bidrager med 500.000 kroner. En partnerskabsaftale, der skal styrke forretningsudviklingen og Nykøbing som eventby. Desuden sikres der penge til bedre parkeringsmuligheder ved Guldboxen.

    Budgettet skal vedtages i byrådet
    Udover de investeringer og omprioriteringer, som forligsparterne har vedtaget, har de med budgetaftalen også bundet hinanden til at sikre fokus på at udvikle og nytænke en række områder. Herunder uddannelsesmulighederne, kultur- og kunsttiltag, juniormesterlære, erhvervstiltag, grøn omstilling, klimasikring og digitalisering.

    Budgetaftalen skal nu behandles i byrådet og forventes endeligt vedtaget på mødet den 9. oktober.

    CITATER FRA GRUPPEFORMÆNDENE:

    John Brædder, gruppeformand, Guldborgsundlisten:
    ”Det er vigtigt for en gylden fremtid i Guldborgsund, at vi styrker vores dagtilbud med i alt 15 millioner kroner i 2026 og dermed følger op på prioriteringen fra sidste år, hvor vi afsatte 20 millioner kroner til skoleområdet. Vi afsætter 0,6 millioner kroner til renere udearealer i kommunen og penge til færdiggørelse af flere parkeringspladser ved Guldboksen. Det er med til, at Guldborgsund samlet set får en pænere fremtoning.”

    René Christensen, gruppeformand, Moderaterne:
    ”Moderaterne er glade for, at der i denne budgetaftale er særlig fokus på udvikling. Der bliver lagt op til, at vi skal have flere attraktive byggegrunde. Guldborgsund Kommune skal udfordre planloven. De grønne byrum får igen i dette budget et løft på to millioner kroner, ligesom børneområdet får et markant løft på 15 millioner kroner. Alt dette vil styrke Guldborgsund Kommunes potentiale for vækst i fremtiden.”

    Katrine Burmann, gruppeformand, Socialdemokratiet:
    "Med budget 2026 investerer vi fortsat i velfærden. Flere voksne i daginstitutionerne, etablering af en ny daginstitution i Eskilstrup og moderne plejehjemspladser. Samtidig prioriterer vi cykelstier, maritime miljøer og grønne løsninger, der gør Guldborgsund mere tryg, bæredygtig og attraktiv. Vi imødekommer fremtidens økonomi gennem investeringer i mennesker, klima og optimeringer."

    Ole K. Larsen, gruppeformand, Venstre:
    ”Venstre ønsker at udvikle vores landdistrikter. Vi er derfor glade for, at vi med denne budgetaftale viderefører landdistriktspuljen og samtidig fordobler tilskuddet til vores forsamlingshuse. Det har stor betydning for foreningslivet og fællesskabet i landdistrikterne. Samtidig vil en ny daginstitution i Eskilstrup gøre området endnu mere attraktivt for børnefamilier og derved fremtidssikre lokalområdet.”

    Johannes Kristensen, gruppeformand, Det Konservative Folkeparti:
    ”Konservatives hovedfokus har været ældreområdet, og vi er derfor meget stolte af at have neutraliseret den besparelse, der tidligere blev pålagt ældreområdet på 16 millioner. Desuden afsætter vi penge til vores nye plejehjem og fastholder strategiske anlægspuljer. Vi er glade for, at forligspartierne anerkender de frivilliges store indsats, og at der nu afsættes 200.000 kroner ekstra til aktiviteter i de åbne mødesteder. Vi noterer også prioriteringen af forbedret erhvervsservice for at sikre vækst i vores kommune til gavn for vores velfærd. Derfor har det været vigtigt for os, at vi leverer god service til virksomhederne.”

    Stine Steffensen, gruppeformand, Dansk Folkeparti:
    ”Dansk Folkeparti er tilfredse med at have sat tydelige aftryk i budgetaftalen. Vi har sikret, at besparelsen på ældreområdet neutraliseres, at klippekortsordningen bevares, og at der afsættes midler til Sakskøbing Sluse. Samtidig glæder vi os over bedre aktivitetstilbud for ældre, et løft af landdistrikterne og øget lokaletilskud til foreningerne. Endelig er det positivt, at der tildeles ekstra midler til dagtilbud, for børn og unge er kommunens vigtigste ressource. Det er samlet set en aftale, hvor Dansk Folkepartis mærkesager står tydeligt.”

    Annemette Schønberg Johnsen, gruppeformand, Socialistisk Folkeparti:
    ”For SF er det afgørende, at de yngste børn får den bedst mulige start inden skolelivet begynder. Daginstitutionerne får et økonomisk løft - et skridt i den rigtige retning mod reel minimumsnormering. Vi er også glade for budgetaftalens fokus på bæredygtighed og grønne områder, herunder en pulje til bedre renholdelse og til biodiversitet, som vi ved mange vil værdsætte.”

    Camillo Krog, gruppeformand, Liberal Alliance:
    ”Øget bosætning er vores mærkesag. Ved sidste budgetforhandling fik vi gennemført en øget indsats for at få solgt byggegrunde i yderområderne. Det har båret frugt. I det nye budget er der åbnet for at genåbne en Guldborgsund-ambassade som fysisk kontor i København, så vi kan tiltrække flere skatteborgere til kommunen. Det er jeg stolt af.”

    Paw Hallandson, gruppeformand, Sydhavslisten:
    “I Sydhavslisten er vi tilfredse med, at budgetaftalen for 2026 styrker den tidlige indsats for vores børn og giver flere unge bedre uddannelsesmuligheder. Samtidig er vi glade for støtten til Sakskøbing Sluse, som er afgørende for tryghed og klimaindsats. At de ældre prioriteres med en værdig pleje og ordninger, der giver livskvalitet, er centralt for os. Aftalen rummer også et vigtigt fokus på turisme og bosætning, så hele Guldborgsund fortsat kan udvikle sig.”

    Bob Richard Nielsen, gruppeformand, Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg:
    ”Jeg er glad for, at Danmarksdemokraterne har fået sikret en forlængelse af klippekortsordningen, så de ældre, der har behov for pleje og omsorg, fortsat selv kan vælge en aktivitet hver uge og blive ledsaget til frisøren, kirken eller et andet sted. I Danmarksdemokraterne prioriterer vi klippekortet politisk, fordi det giver de ældre mere selvbestemmelse over egen tid, og det styrker den sociale indsats og modvirker ensomhed.”