Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Nyt samarbejde med Ældre Sagen skal udbrede kendskabet til hjælpemidler

Ældre Sagen og Guldborgsund Kommune har indgået et nyt samarbejde. Formålet er at gøre flere ældre borgere opmærksomme på hjælpemidler og teknologiske løsninger, der kan gøre hverdagen lettere og mere tryg.

19. aug. 2026
Her ses Kim Giedo (tv.), medlem af Ældresagens koordinationsudvalg, Johannes Kristensen, formand for Sundheds- & Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune og Susanne Fønsskov, medlem af Ældresagens koordinationsudvalg. Foto: Guldborgsund Kommune

Indhold

    Mange ældre borgere oplever udfordringer i hverdagen, som oftest kan afhjælpes med enkle hjælpemidler.

    Det kan være skjorten, der er svær at knappe, en pille, der er svær at få ud af en æske eller en bekymring om at falde og ikke at kunne tilkalde hjælp.

    Mange ældre borgere kender ikke til alle de hjælpemidler, der faktisk kan gøre hverdagen lettere og mere tryg.

    Derfor har Guldborgsund Kommune indgået et nyt samarbejde med Ældre Sagen, der handler om, at frivillige skal udbrede kendskabet til de mange hjælpemidler og løsninger, borgerne kan købe og få glæde af.

    Ambitionen er, at frivillige gennem dialog, udstillinger og lokale aktiviteter kan være med til at skabe både viden og større tryghed omkring brugen af hjælpemidler og teknologi.

    "Mange ved ikke, at der findes enkle hjælpemidler, som kan gøre hverdagen lettere og mere tryg. I Ældre Sagen glæder vi os derfor til at være med til at gøre mulighederne mere synlige og give mere tryghed omkring at bruge dem,” fortæller Susanne Fønsskov, medlem af Ældresagens koordinationsudvalg.

    Udvalgsformand glæder sig over nyt samarbejde

    Samarbejdet udspringer af anbefalinger fra det nationale partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen, som er udgivet af Ældreministeriet.

    Anbefalingerne viser blandt andet, at et tæt samarbejde mellem kommuner og civilsamfund er afgørende for, at flere borgere får større kendskab til brugen af hjælpemidler.

    "Når kommune og frivillige kræfter arbejder sammen, er der ingen tvivl om, at vi når meget længere ud til borgerne. Derfor er vi meget glade for samarbejdet med Ældre Sagen, som kan være med til at bygge bro mellem hjælpemidler og teknologiske muligheder og de borgere, der kan få glæde af dem,” siger Johannes Kristensen, formand for Sundheds- & Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune.

    Inviterer alle til et åbent informationsmøde

    For at kickstarte samarbejdet inviterer Guldborgsund Kommune og Ældre Sagen til et åbent informationsmøde torsdag den 3. september i Ældre Sagens lokaler på Skovalléen 32 A. i Nykøbing F.

    Her kan interesserede høre mere om samarbejdet og om muligheden for at blive frivillig. På mødet er det også muligt at se mange af de hjælpemidler, borgerne selv kan anskaffe til eget brug.

    Der vil være mulighed for at få en sandwich og en tår at drikke.

    "Vi håber, at mange har lyst til at være med. Man behøver ikke være ekspert i hjælpemidler. Det vigtigste er, at du har lysten til at hjælpe andre med at få øje på de muligheder, der kan gøre hverdagen lidt lettere. Derudover får du som frivillig også glæden ved at være en del af et fællesskab”, fortæller Kim Giedo, medlem af Ældresagens koordinationsudvalg.

    Tilmelding til informationsmødet foregår på telefon eller mail til Susanne Fønsskov, 20117972, hestepraksis@sejensen.dk eller Kim Giedo, 30636357, kim@giedo.dk. Sidste frist for tilmelding er senest den 31. august.

    For yderligere information:

    Johannes Kristensen, formand for Sundheds- & Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune: 25182907

    Susanne Fønsskov, medlem af Ældresagens koordinationsudvalg: 20117972

    Kim Giedo, medlem af Ældresagens koordinationsudvalg: 30636357