Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

KULTURNATTENS KULTURELLE OVERFLØDIGHEDSHORN I NYKØBING FALSTER

Tag på en musikalsk rejse gennem klassisk, pop og rock, se Czarens Hus – Danmarks ældste restaurant – omdannet til et lysende kunstværk, bliv forført af den parisiske kabarets glitrende natteliv, få printet et 3D-spøgelse, hør historien om Danmarks sidste heks’ voldsomme død, bliv spået med tarotkort, vind din helt egen private koncert, oplev uhyggelig højtlæsning i Klosterkirkens fangekælder, mød formummede munkeskikkelser i gadebilledet og find ud af, hvad du selv tror på: Gud, Allah, Big Bang, karma – eller mest på ingenting…. Alt sammen fredag den 4. oktober kl. 15-22 på Kulturnatten i Nykøbing F.

23. sep. 2019

Indhold

    Årets Kulturnat falder tæt på efterårsjævndøgn, hvor dag og nat er næsten lige lange. Vi tænder lys i mørket og inviterer til kulturfest for både små og store, når kulturaktører fra Guldborgsund viser noget af det, vores kulturscene har at byde på.

    Samtidig med Vores Nykøbings Late Night og Klosterkirkens 600 års jubilæum sætter vi gang i byen med koncerter, dans, cosplays, quizzer, citytours, overraskende interventioner og hemmelige fortællinger, der vil få dig til at grine, gyse, drømme, nynne, undres og glædes.

    På Kirkepladsen kan du i vores store Kulturnattelt bl.a. afprøve dit kreative talent i forskellige workshops, danse til glad musik og deltage i konkurrencer – alt sammen i selskab med de mennesker, der til dagligt tegner kommunens kulturliv. I Klosterkirken sætter vi ord, farver og lyd på de helt store følelser og inviterer dig ind i rum, du måske ikke før har besøgt.

    Så tag din kæreste, dit barn, din mor eller din bedste veninde i hånden og kom til et brag af en Kulturnat, der folder sig ud mellem lys og mørke.

    Se hele programmet på www.guldborgsund.dk/kulturnatten

    Kulturnatten er blevet til i et samarbejde mellem Guldborgsunds kulturaktører, Klosterkirken og Vores Nykøbing og Guldborgsund Kommune.